Vediske version er perfekt

Det er værd at notere sig, at den vediske version på perfekt måde definerer, beskriver, og forudsiger, hvad der foregår i verden. Flere mennesker har beklaget sig over, at vedisk viden er uddateret, fordi den også var tilgængelig for tusinder af år siden.

Men det er netop at forvente for ifølge de vediske fremstillinger, så er denne kundskab evig og uforgængelig og således altid tilgængelig. Det er det samme som matematik. 2+2 er altid 4. Det var det for en million år siden, det er det lige nu og det vil det vedblive med at være i al fremtid. Den vediske kundskab er ligesådan. Vedisk viden beskriver på perfekt og videnskabelig vis den måde, psyken fungerer og påvirkes af naturen. Det kan testes og verificeres ligesom al anden videnskab.

Indvendingen, som nogen fremfører, er, at personlige oplevelser ikke udgør objektivt bevis. I den vediske videnskab anvender man sig selv som studie- og forsøgsoblekt. Man studerer sin egen bevidsthed og psyke. I almindelig videnskab studerer man materien, man studerer objekter udenfor sig selv. Og det anses på en eller anden måde for objektivt.

Men al kundskab, der kræver vurderinger, undersøgelser, spekulationer, formulering af konklusioner osv., er subjektiv kundskab. Man kan sige, at al kundskab, eftersom det passerer igennem det subjektive sind, er subjektivt. Det er kun videnskaber som matematik, der kan siges at være objektive. Matematisk kundskab er absolut viden, der altid er rigtig, ligegyldigt hvad folk tror eller ej.

Min påstand er, at ægte religiøs viden kan etableres ligeså sikkert som matematik. Og det er ikke en påstand, der er baseret på tro. Det er en påstand, kan testes og verificeres af enhver, der måtte ønske det. I Bhagavad Gita kaldes det videnskaben om selv-realisation. Denne videnskab har de samme faste konstanter som i matematik, men de er subtile og relaterer til, hvordan psyken fungerer og påvirkes af naturen. Man kan direkte måle naturens indvirkning på psyken, men for at gøre dette, må man selvfølgelig bruge sit eget sind som studie-objekt.

Og det gider folk ikke nu om dage. Der er næsten ingen, der er villige til at studerer sig selv og se, hvordan de fungerer i forhold til den midlertidige, materielle verden for ikke at tale om, hvordan de fungerer, når kundskaben om den evige dimension manifesterers i bevidstheden.

De fleste mennesker er kun interesserede i at spekulere. Det er som om, at viden, der ikke er spekulativ, viden der er blevet videregivet ned gennem tiderne, sådan viden er dogmatisk og underlagt tro og legender. Men viden, der kommer fra sindets spekulationer,  sådan viden er objektiv og rationel. Ja, i dag det er nærmest forbudt at vide noget med sikkerhed om Gud og eksistensen. Læg mærke til hvor upopulær man bliver, hvis man hævder at kende den Absolutte Sandhed. Man må godt vide med sikkerhed ting som videnskab og teknologi, men når det kommer til de eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, ja, dem er der ingen der kender svarene på.

Men det er mere eller mindre galskab at tro, at den herskende tids moral, etik og værdier er ophøjede, objektive sandheder, blot fordi de deles af flertallet. En eftertænksom person vil kunne se, at han bliver manipuleret af de ugudelige ideer og normer, der styrer verden i øjeblikket.

Krishna siger:

Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)

Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. 

(Bg. 9.2)

Kunsten at været tilfreds

Det er en kunst at være tilfreds med det, man har. Den kunst udlæres ikke i det moderne samfund. Tværtimod, alle hidses og overstimuleres til at ønske mere og mere gennem en evig strøm af reklamer og propaganda. 

Der findes så mange ulykkelig mennesker, der, selvom de lever i materiel overflod, ikke finder nogen tilfredsstillelse livet. Den moderne kultur er netop det bedste bevis på, at ligemeget hvor meget sansetilfredsstillelse folk har adgang til, bliver de ikke mere lykkelige af den grund. 

Folk der ikke har noget, tror de bliver lykkelige af at være velstående, men et blik på de succesfulde og velstående fortæller os, at de heller ikke er lykkelige. Det er selvfølgelig bedre at være rig og ulykkelig end fattig og ulykkelig, men pointen er, at gennem Krishnabevidsthed kan man lære kunsten at være lykkelig, hvad enten man er fattig eller rig, smuk eller grim, syg eller rask osv. 

I den moderne Coca-cola kultur sidestilles lykke med sansetilfredsstillelse. Sansenydelse er afhængig af ens materielle omstændigheder - om man er rig, smuk, klog, rig eller det modsatte. Men åndelig lykke, der kommer direkte fra sjælen, er ikke afhængig af ydre omstændigheder. Dette burde være et trøstende faktum for alle, der lever i lidelse. Men de fleste vil hellere lide, end at overgive sig til Krishna og erfare virkelig lykke. 

Den moderne kulturs bedrag er netop, at den udlover en lykke først og fremmest gennem romance, penge, og sex. Men den slags midlertidige, kropslige glæder ender altid i lidelse, for kroppen ender altid i sygdom, alderdom og død.

Der findes ingen sand lykke i den materielle verden, og dette ville i sandhed være en trist erkendelse, hvis der ikke var noget alternativ, men der ER et alternativ. Derfor er det ikke negativt at konstatere, at man ikke kan blive lykkelig i den materielle verden. Det er en positiv konstatering af et beviseligt faktum. Og løsningen er åndelig bevidsthed, der begynder med erkendelsen af, at man ikke er denne krop. 

Den materielle verden er netop designet til at være et fængsel fuld af lidelse, så hvis man tror, at lykken er at finde her, er det tegn på at der er noget galt med en. Ens sjæl er syg. Det eneste der kan helbrede sjælen, er at forbinde den med Krishna. 

Når man forbinder sig selv med Krishna, bliver man automatisk lykkelig. Denne lykke er ikke den samme lykke som den lykke, man finder gennem sansenydelse eller lykkepiller. 

Al lykke i den materielle verden afløses som sagt af lidelse. Lykken i Krishna bevidsthed er evig og afløses kun af mere lykke. Derfor er Krishnabevidsthed kun for de sjæle, der gerne vil være virkeligt lykkelige igen. Andre sjæle, der hellere vil blive i den materielle verden og forsøge at finde lykken her, vil afvise denne meddelelse. 

Krishna siger: 

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15) 

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Vesten - en civilisation af dyr

I den moderne Coca-cola kultur, bliver folk indoktrineret til at tro på, at sansenydelse vil skabe lykke for dem. Sansenydelse er så sandelig den eneste form for glæde Befolkningen uddannes i.

Men lad os analysere hvad kropslig og mental glæde egentlig går ud på. Sex anses af langt de fleste mennesker for den højeste nydelse i verden. Men sexlyst og sexnydelse er blot fravær af den grundliggende lidelse, nemlig at være foruden sex. Det er en lidelse at leve i tvunget cølibat.

Det kan enhver, der har nået pubertet, vidne om. Eller det at spise. At spise regnes for en stor nydelse i livet. Men i virkeligheden forsøger man blot at undslippe den lidelse det er at sulte. Folk fra den vestlige kultur kender ikke til den lidelse, men det er en stor lidelse at sulte, og mange mennesker i verden oplever det.

Sådan er det med den meste af demn nydelse, vi søger og oplever. At spise, sove, parre sig og forsvare sig, er de fire aktiviteter, der deles af alle levende væsener. Det er fire drifter menneskesket deler med dyr, fugle og alle andre levende væsener på planeten. I den moderne civilisation er det blevet gjort til livets fremste mål at opfylde disse fire dyriske drifter.

De er blevet gjort til livets standard for glæde og nydelse. Hvad laver vi sammen med vore elskede, familie og venner? Vi spiser, sover, parrer os, og forsvare os, og hele civilisation kører rundt omm disse fire principper. Det er dyrisk civilisation.

En menneskelig civilisation kører efter helt andre principper. Som menneske forventes man at have en højere standard end dyrene. Man forventes at have et højere mål i livet end blot det at haste efter basale, dyriske drifter. I den moderne Coca-cola kultur har man lavet hele industrier ud af at opfylde disse fire behov. Man udvinder milliarder af tons jern ud af jorden for at lave knive, gafler, glas, servietter, tallerkener osv... Alt sammen bare for ar spise. Så er der mere stil over det i Indien. 

De er mere civiliserede. De spiser med fingrene fra et bananblad. I vesten hånes det som primitivt, men det vidner om en højere intelligens. Ingen brug for milliarder af tons stål for at lave knive og gafler.

Den vestlige verden overforbruger naturens ressourcer. Det er en grådig, dyrisk kultur, der smadrer hele planeten.

Anyway, den glæde, der kan erfares ved at overgive sig til Krishnas nydelse er så langt højere end den nydelse, man kan få ud af materien, at selv den bedste sex med de skønneste kvinder i verden forekommer som glaskår i sammenligning.

Og hvis skyld er det, at kulturen kører på basale dyriske principper? Ateismen. I ateismen reduceres mennesket til et dyr. Men den menneskelige livsform er en enestående chance for selvet at erkende sin virkelige, evige identitet. Det kan sjælen ikke i nogen anden livsform. Der har den blot travlt med at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Den menneskelige livsform er spild af tid for sjælen, hvis den ikke udnyttes til at lære at elske Krishna.

Sjælen kan relatere til Krishna som sin Herre, sin far, sin søn, sin elsker eller den kan have et neutralt forhold. Pointen er, at Krishna er det det eneste centrum, den eneste elskede for sjælen. Når vi elsker Krishna, der er roden til alting, elsker vi automatisk alle andre levende væsener. Det er som at vande et træ. Man gavner ikke træet ved at hælde vand på hvert enkelt blad og gren. Man vander træets rod. På samme måde gavner man alle levende væsener, når man tjener og elsker Krishna - roden til al eksistens.

Krishna siger:

This knowledge is the king of education, the most secret of all secrets. It is the purest knowledge, and because it gives direct perception of the self by realization, it is the perfection of religion. It is everlasting, and it is joyfully performed. (Bg. 9.2)

Arvesynden

Den grundliggende illusion, sjælen er underlagt i den materielle verden, er, at den tror, at den er nyderen. I virkeligheden er Krishna den eneste nyder. Arvesynden er vores misundelse mod Gud. En indvending, man ofte hører mod denne tese, er:  Men hvordan kan jeg være misundelig mod nogen, jeg ikke tror på eksistensen af?

Misundelsen ligger i, at vi forsøger at indtage Krishnas position som den centrale nyder og hersker. I virkeligheden eksisterer alting i den åndelige verden for Guds nydelses skyld. Alting i den åndelige verden er centreret omkring Krishnas nydelse. Men Krishna er så venlig, at han har lavet en verden - den materielle verden - hvori de faldne sjæle kan forsøge at efterligne Ham som nydere og herskere. Nogle sjæle er faldne, fordi der på et tidspunkt i evigheden opstod den ide, hvorfor er Krishna midtpunkt for alting her? Hvorfor er det kun Ham, der skal nyde? Så snart den tanke opstår i sjælen, falder den ned til den materielle verden.

Sjælens oprindelige position er at blive nydt af Krishna. Men i sin forvildede, faldne tilstand forsøger sjælen i stedet at nyde en materiel krop. Det er sjælens oprindelige synd - at ville indtage Krishnas position som nyderen og herskeren. Det er som en sygdom. Sansenydelse eller kropslig nydelse er som narkotika for sjælen. Og i den anledning vil jeg gerne byde velkommen til Anonyme Sansenydere - AS.

Sansenydelse er en afhængighed for sjælen. Vi taler ofte om at være afhængig af narkotika eller alkohol. Fx. er afhængighed til heroin næsten umulig at bryde. Nøjagtig ligesom en person er afhængig af heroin, er sjælen afhængig af sansenydelse. I AA bliver folk hjulpet med at bekæmpe deres afhængighed af alkohol. Ved det første møde, de deltager i, bliver folk bedt om at sige deres navn og om at tilkendegive, at de er alkoholikere. Man siger, Hej, mit navn Jens og jeg er alkoholiker. Hej, svarer forsamlingen af alkoholikere.

På samme måde er det, når man går til møde i AS - anonyme sansenydere. Man siger, Hare Krishna, mit navn er Jiva, og jeg er en sanse-nyder. Hare Krishna, svarer forsamlingen af sansenydere.

Afhængigheden, sjælen har til sansenydelse, er nøjagtig ligeså slem og vanedannende som en persons afhængighed af heroin.

I AA lærer de folk, at den eneste måde, man kan overkomme sin afhængighed til alkohol på, er ved at erkende en højere magt udenfor sig selv og anmode denne magt om hjælp. Og den metode virker, det er et statistisk faktum.

I AS er vi så heldige, at vi allerede, gennem Srila Prabhupadas nåde, ved hvem og hvad denne højere magt er, og vi ved også hvordan, vi skal komme i forbindelse med Ham.

Så ved at anmode Krishna om hjælp ved konstant at recitere Hans navn højlydt gennem sang eller stille gennem meditation, vil Han hjælpe os til at overvinde vores afhængighed til sansenydelse. Det er en videnskabelig metode, der kan efterprøves og bekræftiges af enhver, der måtte ønske det.

Hvis vi nægter at erkende, at vi afhængige af sansenydelse, ja, hvis vi i stedet gør det til vores mål i livet, vil resultatet være en fortsættelse af sygdommen, der består af gentagende fødsel og død. Mange mennesker vil indvende, jamen, det er ikke en sygdom. Jeg har det godt i den materielle verden. Jeg lider ikke.

Pointen er dog, at al kropslig nydelse uværgerligt ender i lidelse før eller siden af den simple grund, at kroppen uundgåelige endestation er sygdom, alderdom og død. Heldigvis findes der en løsning - at vende tilbage til sin oprindelige position som Krishnas evige sjæl hvis eneste formål er at blive nydt af Ham. Det kan virke som en modsigelse, men sandheden er, at hvis vi ønsker at erfare den højeste glæde, må vi opgive forsøget på at blive lykkelige i den materielle verden gennem kropslig tilfredsstillelse og overgive os helt til Krishnas nydelse.

Ved at assistere Krishna i Hans nydelse vil sjælen erfare en højere tilfredsstillelse end den glæde, sjælen kan opleve ved at nyde en materiel krop, uafhængigt af Krishna. Og det er kun i den menneskelige livsform, at muligheden foreligger for sjælen at vende tilbage til sin oprindelige tilstand af evighed, kundskab og lyksalighed.

Krishna siger:

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15)

Et valg

Vi har grundliggende set to muligheder. Vi kan enten overgive os til at forsøge at nyde vores krop. Vi kan forblive i illusionen, at vi er nydere. Eller vi kan overgive os til Krishnas arrangement for sine sjæle - nemlig at de skal nydes af Ham. Krishna er den eneste nyder. Sjælens opgave er at blive nydt af Ham.

Det er forskelligen på materialt og åndeligt liv. I materialt liv forsøger vi at nyde en materiel krop og sind, vi forsøger med andre ord at nyde materien, og i åndeligt liv forsøger vi at blive nydt af Gud.

Det bedste valg vi kan tage, er at forbinde os med den Absolutte Sandhed og livets virkelige mening. Hvilke oplevelser vi end har i vores krop - sex, venskab, kærlighed, arbejde, evner, bestræbelser osv. er altsammen at sammenligne med glasskår i forhold til den glæde, der ligger i at lade sig nyde af Krishna.

Det er ikke et spørgsmål om tro. Det kan efterprøves og bekræftiges af enhver, der måtte ønske det. Du ønsker det ikke, og det er helt ok. Ingen tvinger dig. Ikke engang Krishna tvinger dig. Det er den uafhængighed, du har. Vi er små kopier af Krishna. Krishna er absolut uafhængig, så sjælen besidder denne uafhængighed i minimal grad.

De fleste religioner fortæller os ikke den uforfalskede sandhed om Gud. De er blevet forvandskede gennem tiden. Men der den oprindelige, uforfalskede religion er et beviseligt faktum. Det er en yderst sjælden mulighed for sjælen. Det sker kun en gang i milliarder af år, at en sjæl for chance til at høre den uforfalskede sandhed.

Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan sjælen gøre i en hvilken som helst livsform. Kun den menneskelige livsfor tilbyder muligheden for at forstå sandheden og meningen med livet.

Krishna siger:

Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)

Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)

Den evige pligt

Hvis man vil forstå en ting eller et emne tilbunds, er man nødt til at forstå essensen af denne ting. Essensen eller den inderste uadskillelige kvalitet af et element eller objekt kaldes på sanskrit for dharma. Dharma er den iboende kvalitet i en ting, der gør en ting til det, den er; det, der ikke kan adskilles fra tingen. Dharma er med andre ord det, der giver tingen mening. Salts dharma eller meningen med salt er at være salt, En stens dharma, eller meningen med en sten, er at være hård; vands dharma, eller meningen med vand er at være vådt, ilds dharma er lys og hede, sukkers dharma er sødme osv. Disse er alle iboende kendetegn, der karakteriserer et element; det, der er meningen med elementet. Ild giver ingen mening, hvis den ikke brænder og udsender lys, honning giver ingen mening, hvis den ikke er sød. Det er ret indlysende.

Man kunne da spørge om, hvad er sjælens eller livs dharma? Hvad er meningen med sjælens eksistens? Hvad er det, der gør et levende væsen til et levende væsen og som ikke kan adskilles fra det levende væsen? Svaret, Vedaerne giver os, er tjeneste. Tjeneste eller det 'at tjene' er den iboende egenskab, der ikke kan adskilles fra sjælen. 

Sjælen eller livsgnisten, der er en evig del af Krishna, er simpelthen beregnet til at tjene Krishna. I sin betingede tilstand, hvor sjælen lever adskilt fra Krishna, kommer tjenesten til udtryk på alle mulig andre måder, men den tjenende tendens skinner uværgerligt igennem. Vi er alle nødt til at tjene nogen eller noget.

Som forældrer tjener vi vore børn, vi tjener samfundet ved at betale skat, vi tjener vor arbejdsgiver, vi tjener vores partner. Læg mærke til at tjeneste næsten er synonymt med kærlighed. Det er i hvert fald et integreret aspekt af kærlighed, for uden tjeneste er der ingen kærlighed. 

Uden tjeneste er kærlighed bare tom snak eller i bedste fald fine ord, det som poeter skriver om. En mand siger måske, han elsker sin kvinde, men hvis han aldrig gør noget for hende, hvis han aldrig viser sin kærlighed ved fx. at købe hende en buket blomster, hvad er så værdien af hans kærlighed? 

Hvis en kvinde siger, hun elsker sin mand, er hun også ivrig efter at behage ham. Hun laver hans ynglingsretter osv. Vi tjener med andre ord den, vi elsker. Denne trang til at tjene, er så stærk, at selv mennesker, der ingen har at elske og tjene, fx. ensomme mennesker eller gamle mennesker, der har mistet deres pårørende, ofte får fat i en kanariefugl eller en lille hund, de kan tjene.

De tjener fuglen ved at skifte sand i dens bur, give den frisk vand og mad, eller de lufter deres hund og samler dens efterladenskaber op i en plasticpose, og bruger halvdelen af deres pension på dyrlægeregninger. Dette er altsammen symptomer på den kærlighedsfulde tjeneste, der altid er manifesteret i det levende væsen. Selv hos dyr finder vi denne tendens manifesteret omend mere indskrænket. 

Og selv hos folk, der påstår, de ingen tjener, at de vil blæse på alt og alle, at de kun tænker på sig selv, og at de intet behov har for at elske nogen som helst, finder vi, at de stadig tjener. De tjener fx. deres krops behov - de er tvunget til det, eller de tjener sindets krav på ære og anseelse. Under alle omstændigheder tjener vi.

Når vi taler om tjeneste eller dharma i forbindelse med menneskeligt liv, bliver dharma ofte oversat  med ordet religion, fordi religion anses for essensen af menneskeligt liv, men religion kan ændre sig. En kristen kan blive ateist og omvendt, en hindu kan ændre sig og blive muslim osv. Tro kan med andre ord forandre sig, og derfor beskriver tro eller religion kun den midlertidige dharma, vi følger som mennesker. Den beskriver ikke den evige dharma eller den tjeneste, der er evig.

En bedre oversættelse af dharma finder vi i ordet pligt. Pligter er uløseligt forbundet med menneskeligt liv. Men vi har ikke de samme pligter. Vi har forskellige pligter i forholdt til den krop, vi befinder os i. I Vedaerne er der således beskrevet forskellige former for dharma alt efter hvilken krop, vi befinder os i. Der er dharma for kvinder, for mænd, for børn, for gamle, og for de forskellige mennesketyper og samfundsklasser.

Så der er to former for dharma eller eller typer af pligt forbundet med menneskeligt liv. Der er den dharma, vi har i forhold til vores krop, religion og kultur, og så er der den dharma, vi har som sjæl, dvs. den dharma, vi har i vor befriede tilstand. I det første tilfælde er den dharma, der er forbundet med kroppen, midlertidig, eftersom kroppen er midlertidig. Og den dharma, der er i forbindelse med sjælen, er evig, eftersom sjælen er evig, men I begge tilfælde er der tale om tjeneste, for tjeneste er, som Vedaerne påviser, den inderste essens ved vores eksistens. 

På den kropslige platform kommer denne tjeneste som sagt til udtryk på utallige måder. Her skelnes der igen mellem de pligter, vi er blevet givet af Gud, skrifterne og de hellige læremestre (dvs. de pligter vi er blevet ordineret af vores religion), og de pligter vi fabrikerer selv. Her udtaler Bhagavad Gita tydeligt, at hvis man lader hånt om at udføre den dharma, der i skrifterne er angivet for menneskeligt liv, og i stedet handler lunefuldt ved at fabrikere sine egne regler og foreskrifter, skal man ikke regne med at blive lykkelig hverken i dette eller det næste liv.

Hvis man følger sin dharma som menneske, leder det til lykke og velfærd i livet, og man vil gradvist blive promoteret til mere avancerede former for liv på de højere planetsystemer. Dvs. man kan blive til en halvgud, en siddha eller opnå andre former for ophøjet liv i det universelle heraki. 

Hvis man bryder med sin dharma (de foreskrevne pligter), og nægter at udføre de pligter, man forventes at udføre som menneske, vil man ikke alene skabe en helvedsagtig eksistens i dette liv både individuelt og kollektivt, men, hvis man insisterer på at vedblive at bryde den naturlige balance, vil man gradvist synke ned til de mest degraderede former for liv.

Essensen af alt liv er således tjeneste. Generelt kan man sige, at tjenesten kommer til udtryk gennem udførelsen af vore pligter, og alt efter vor status i livet - køn, alder, position, kultur osv. - har vi forskellige pligter at udføre. Disse pligter er yderst set blevet givet os af Gud, som de er foreskrevet i de forskellige religioner, så vi kan leve i harmoni i den materielle verden og gøre fremskridt i lykke og velfærd.

Men ud over den dharma, vi har som menneske, dvs. de forskellige pligter vi må udføre, og som vi desuden er nødt til at udføre, hvis vi vil gøre os håb om at leve en god eksistens i samklang med naturen liv efter liv, har vi som sjæl en evig dharma, der er konstant, og det er vores tjeneste til Krishna. I Vedaerne siges det, at sjælens oprindelige position er at være Krishnas evige tjener. 

Denne tjeneste udføres i sjælens befriede tilstand, efter at sjælen er blevet fritaget for nødvendigheden af at eksistere i et fysisk legeme, og den kommer til udtryk, ved at sjælen hengiver sig til Radha-Krishnas nydelse. Når det levende væsen ikke længere har ønsker om at nyde selviskt, dvs. når den ikke længere har lyst til at nyde uafhængigt af Krishna, tjener sjælen Krishna ved ubetinget at lade han sig nyde af Ham. Sjælen viser sin kærlighed til Krishna ved at tjene Ham.

Ved at tjene Krishna erfarer sjælen den højeste kærlighed, der er uden sorg og længsler og desuden uden ophør. Denne kærlighed til Krishna kan erfares, endnu mens sjælen befinder sig i en fysisk krop. Sjælens oprindelige kvaliteter af evighed, viden og glæde kan kultiveres allerede i dette liv. Man behøver ikke vente på at forlade sin krop. Metoden, til at lukke op for personens oprindelige kvalitet, den evige tjeneste til Krishna, der bor i hjertet på alle levende væsener, er simpelthen at påkalde den, at inderligt bede Krishna om den, og det gør man ved at recitere eller meditere på Hans navn, som i Hare Krishna mantraet:

Hare Krishna Hare Krishna Krishna Krishna Hare Hare, Hare Rama Hare Rama Rama Rama Hare Hare.

Ved at meditere på Krishnas navn, engagerer man sig i sin evige dharma, sin evige tjeneste til Krishna, og ens liv vil uden tvivl blive ophøjet. Dette er en sandhed, der kan erfares af enhver på tværs af alle trosforhold og kulturelle skel. Det er ikke engang et spørgsmål om at opgive dette eller hint eller på anden måde lægge sit liv om, man behøver blot at føje Krishna til sit liv. Det eneste, man behøver at gøre, er, at føje Krishna til det, man ellers går og laver, hvilket man som sagt kan gøre ved blot at recitere Hans navn, så vil ens eksistens gradvist blive renset, og man vil opnå den naturlige glæde, vi alle længes efter - som er det virkelige mål med selvrealisation og desuden det endelige mål i tilværelsen.

Viden kommer fra viden

I Bhagavad Gita er ydmyghed beskrevet som den første forudsætning for, at viden kan manifestere sig. Sand viden kan kun komme fra en, der har den i forvejen. Man lærer med andre ord om kundskab fra andre. Viden er ikke noget man kan spekulere sig frem til.

Man er nødt til at modtage denne åndelige kundskab, og for det kræves der ydmyghed. Man må blive ydmyg for at nærme sig en autoritet (en åndelig mester) og lære fra ham. Dette gælder hvad enten autoriteten udlærer åndelig (absolut) eller materiel (relativ) viden. Hvis man ikke behager sin lærer eller den åndelige mester, gennem at udvise ivrighed efter at forstå emnet, vil han være mindre tilbøjelig til at give sin viden fra sig.

I denne tid er det moderne at betale for viden om det ene og det andet. Man er endda begyndt at sidestille information med viden. Der er også nogle, der tager betalt for såkaldt åndelig viden. Men en nødvendighed, for at åndelig viden kan formidles, er, at der ikke tages betalt for den. Derfor ved man, at enhver viden, man betaler for, omend den kan være gavnlig på det materielle plan, ikke er åndelig viden.

Intelligens defineres i den vediske filosofi som skelne-evnen. Sand viden eller åndelig viden begynder, når man lærer at skelne mellem sit selv og sin krop og sit sind. At man har realiseret den åndelige viden, viser sig ved, at man er ikke mere vil være tvunget til at handle ifølge sine sansers og sit sinds impulser. Man vil blive utilknyttet.

I den menneskelige livsform kan sjælen hæve sig eller degradere sig selv. Det falske ego opdager man, når man for øje på den mekanisme, der får os til at tro, vi er mænd eller kvinder, gamle eller unge, smukke eller grimme, hvide eller sorte osv.

Alle disse er materielle betegnelser. De beskriver kun kroppen og dens kultur. De beskriver ikke selvet. Selvet kan beskrives som observanten. Man kan ikke beskrive selvet gennem at beskrive det, der observeres af selvet. At forstå at er er forskel på observanten, og det der observeres, er det første trin i åndelig erkendelse. MAO det første trin i åndelig viden er, at forstå forskellen på ånd og materien. Bevidstheden (ånd) er observanten og materien er det, der observeres. 

Det er derfor ateister per definition er mindre intellgente. De skelner ikke mellem bevidsthed og materien. De tror, at bevidsthed blot er nogle kemiske vekselvirkninger i hjernen.

Det, der varer ved, dvs. det, der er konstant, er åndeligt, og det, der ikke varer, MAO det, der er midlertidigt, er materielt.

Definitionen på virkeligheden er den samme. Det, der varer ved - det  konstante - eksisterer, og det, der ikke varer ved - det midlertidige - eksisterer ikke.

Krishna siger:

"De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ingen varighed udviser, og at det eksisterende (sjælen) er evigt, uden forandring. Dette er de kommet frem til ved at ha' studeret begges natur."

Man kan så indvende, at selv om noget er midlertidigt, må det dog stadig eksistere. En hammer eller et hus er givetvis midlertidige, men hammeren gør ikke desto mindre ondt, når den lander på vores tommelfinger. Hvordan kan Krishna da  hævde, at kun det varige eksisterer, og at det midlertidige ikke eksisterer? Hvordan giver det mening, når Krishna hævder, at fx. et hus ikke eksisterer?

Svaret er selvfølgeligt, at det skal ses udfra en evighedssysnvinkel. Krishna er evig. Han eksisterer i ET eneste expanderende nu. Et hus eller en hammer varer kun et par sekunder i Hans tid.

 Brahma er det først skabte levende væsen i universet. Han er skaberguden. Han er den, der har formet materien til verden, som vi kender den. Han lever i ufatteligt lang tid. Hans livslængde er beregnet til 311.04 trillioner år, og det er det samme som universets livslængde. Lad os sige, at jeg fødes, vokser op og bygger et hus. Hvor lang tid varer det? 30 år måske. Hvor lang tid er 30 år ud af 311.04 år? Hvor lille et sekund er det, hvor ubetydelig en hændelse vil det være i Brahmas liv? Blot et ubetydeligt øjeblik. Et fragment af et sekund. Nærmest som om det aldrig var sket.

Og tænk på, at Brahma blot er en almindelig jiva, dvs. en individuel sjæl, som du og jeg. Selv han er underlagt illusion. Hans ultra-mega livslængde er blot et glimt i sjælens evige eksistens, et glimt i evigheden. Når vi tynder Brahmas livslængde på 311.04 trillioner år ud i evigheden, eksisterer den faktisk ikke, for slet ikke at tale om de 60, 80 eller 100 år vi eksisterer på denne planet. Set ud fra en evighedssynsvinkel  eksisterede huset ikke som andet end som en kortvarig forandring i materien. På det evige plan har hændelsen ingen konsekvens. Det kunne ligeså godt aldrig være sket..

De 3 Begreber: virkelighed, bevidsthed, og viden defineres således i den vediske version på deres forhold til tiden. Virkelighed er konstant i tiden, og illusion forsvinder i tiden. Derfor er kun en eksistens i de åndelige dimensioner at anse for virkelig.

Vores materielle eksistens er uvirkelig på samme måde som en drøm er uvirkelig. I en drøm oplever vi hele registret af følelser, som vi gør i det såkaldte virkelige liv. Hvornår ved vi, at den frygt eller glæde, vi oplever i en drøm, er uvirkelig? Når vi vågner op. Så længe vi er i drømmen, føles det totalt virkeligt, men når vi vågner op, forstår vi, at det blot var en drøm.

Læg mærke til at livet i en materiel krop er nøjagtigt lige sådan. Den ekstatiske sex vi havde for en uge siden, har vi ingen gavn af nu. Det er et minde blot, nøjagtig som en drøm. Derfor har kun det evige substans i virkeligheden. Det midlertidige er usubstantielt. Det er derfor sjælen aldrig kan blive lykkelig i den materielle verden i en materiel krop, ligegyldigt hvor meget sansetilfredsstillelse, den nyder.

Kun ved at vende tilbage til sin evige tilstand sammen med Gud, kan sjælen erfare sand lykke.

Krishna siger:

Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)

Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af  alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)