Naturen er en kvinde

 Verden er ad helvede til, hvis man ikke er  lykkelig. Så er det ligemeget hvor godt andre har det. Hvis DU ikke  har det godt, så er det ad helvede til. Og i det moderne samfund lærer folk ikke hvordan, de kan formilde og omgås naturen, så den opfylder deres ønsker, og de får det godt. De tror, de kan betvinge naturen med teknologi. Men naturen kan ikke betvinges med teknologi.

Den kan kun betvinges gennem psykisk kraft. Naturen er en psyke, et levende væsen, en person. Hvis vi omgås med hende som om hun var død materie, så omgås hun med os som om vi var død materie. Hvilket vi i så fald også er, for hvis vi kun er bevidste om vores krop og dens kultur, så er vi så godt som døde indeni. Så er vi ikke bedre end hunde og katte. Naturen er en gudinde, en kvinde. Vi kalder hende endda moder jord. Og vi ved alle hvilket helvedes hyr, man får, hvis vi ikke behandler vores kvinder ordetnligt.

Når bevidstheden ikke ser sig selv og handler udelukkende af lyst, er den på et lavt evolutionsniveau (læs: udviklingstrin). Ateistisk bevidsthed er en begrænsning af bevidstheden, fordi man er ubevidst om den personlige dimension i tilværelsen. Man ser alting ting som ting. Man ser sig selv som en ting. Man er blot nogle atomer, der lige fandt sammen i den rigtige kombination for at danne bevidsthed.

For en ateist er naturen bare en ting, man kan udvinde resurser fra. For en person i åndelig bevidsthed er naturen en gudinde, man ærer og respekterer. Hvis man ikke gør det, bliver hun meget vred, og når naturen bliver vred, går det af helvede til. Det er ikke et spørgsmål om tro eller ej. Det er simpelthen beviseligt, at når vi behandler naturen dårligt, får det det skadelige konsekvenser.

Det spiller simpelthen ingen rolle hvad man kalder sig selv - kristen, hindu, ateist eller socialdemokrat - hvis man ikke følger naturens regler (som de er beskrevet i Vedaerne), så går det ad helvede til, og ikke alverdens teknologi kan redde dig. Det eneste, der kan redde os, er i det mindste at udvikle en holistisk bevidsthed. Hvis mam ikke kan acceptere Krishna som den Højeste, kan man i det mindste acceptere et holistisk livssyn. Et holistisk livssyn, er hvor man ser alle levende væsener, inklusive sig selv, som dele af den samme helhed. Hvis man påfører et andet levende væsen smerte, skader man sig selv, for man er dele af den samme helhed.

De fleste moderne mennesker er ateister. Selvom de kalder sig alverdens ting som kristne, hinduer, jøder, muslimer osv, har de ingen åndelig forståelse. De er ikke selvrealiserede, for de ser ikke deres egen bevidsthed. de  ser kun deres tanke, følelser, aversioner, tilknytninger osv. De har ikke engang en holistisk forståelse, eller hvis de har den, så handler de ikke på den, men hvorom alting er, så er det et sygdomstegn i et samfund, når flertallet er materialister og ateister.

Når flertallet i samfundet behandler naturen som en ting i stedet for som en person, så straffer naturen os for vore forbrydelser i form af katastrofer og sygdom og alskens elendigheder. Det er det scenario vi befinder os i lige nu. Kun folk, der lever i uvidenhed om deres egen bevidsthed, kan ikke indse dette indlysende faktum, og fordi de er i flertal, går samfundet ad helvede til.

Det eneste, man kan gøre, for at lave om på det, er at lave om på sig selv. Man kan ikke lave om på andre mennesker og man kan heller ikke lave om på verden. Det eneste, man kan lave om på, er sig selv. Hvis man forbliver i ateistisk bevidsthed, gør man skade på sig selv, for man sænker sin bevidsthed ned på et lavere niveau, et niveau hvor alting er focuseret på kroppen og krppens tilhør.

Ateistisk bevidsthed er kun to trin over dyrebevidsthed. På den evolutionære skala er der  4 stadier af  bevidsthed - dyrebevidsthed, primitive menneskelig  bevidsthed, civiliseret bevidsthed, og guddommelig bevidsthed. I civiliseret bevidsthed kan man enten være ateist eller religiøs, men alle følger de samme moralske regler og har de samme værdier, der går ud på at udnytte naturen for sin egen nydelse. Indenfor guddommelig bevidsthed findes også flere gradueringer.

I den ene ende af skalaen er der holistisk helhedsbevidsthed, og i den anden er der krishnabevidsthed. Krishna-bevidsthed betyder, at man er bevidst om det Højeste væsen, og befinder sig i den proces, der gradvist tillader en at overgive sig til Krishnas nydelse.

I åndelig bevidsthed er alting focuseret på Krishna. Hvis alle levende væsener kan focusere deres bevidsthed på Krishna, bliver de helt lykkelige og tilfredse... det er garanteret. Krishna garanterer personligt dette. I denne tid er den højeste bevidsthed blevet gjort let tilgængelig, fordi Gud er kærlig mod sine forvildede dele, og Han ved godt at folk er extra dumme og uintelligente i Kaliyuga - den nuværende tidsalder af strid og hykleri - så Han har sendt sit navn og sagt, at simpelthen ved blot at udtale det navn, Krishna, (eller kristus, hvis man er kristen) så kan man opnå befrielse fra lidelse i den materielle verden.

Det er i virkeligheden det, alle længes efter, men pga. af fordomme og indokrinering, tror man, at man kan lykkelig på anden måde. Men der er ingen anden måde at blive lykkelig på, end ved at opgive sit falske ego (krops og sinds egoet)og overgive sig til Krishnas kærlighed.

I åndelig bevidsthed bliver man lykkelig ved at lade sin sjæle blive nydt af Krishna, og i materiel bevidsthed bliver man lykkelig ved at nyde sin krop og sind. Så du kan nok se, at de fleste mennesker, selv de der kalder sig kristne, i virkeligheden er ateister. Ligesom ateister vil de heller ikke vide noget om Gud.

Alt dette, jeg har beskrevet for jer, har intet med tro at gøre. Det er noget, man kan vide noget om. Hvis det er folk imod at kalde det Krishna, kan de bare kalde det noget andet, men sandheden er, at hvis hver enkel person ikke tager ansvar for at udvikle sin bevidsthed mod højere niveauer, nu når han eller hun har chancen i den menneskelige  livsform, så vil man af naturen blive sat ned i en lavere livsform næste gang. Når jeg nu er blevet oplyst om alt dette, kan du så forstå, hvorfor jeg ser det som min pligt at advare mod faren ved at udvikle en ateistisk mentalitet?

Krishna siger:

De, der således er forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske anskuelser. I denne vildledte tilstand, bliver alle deres håb om befrielse, deres frugtstræbende handlinger, og deres udvikling af viden altsammen forpurrede. (Bg. 9.12)

Ateister hyler altid op

Når ateister konfronteres med Gud og religion hyler de altid op om beviser. Det er som om, de helt har glemt, at deres egen tro, dvs. troen på at materien er den yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.

Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning, stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.

Anyway, det er ikke engang det, jeg ønsker at anføre. Pointen er, at ateister altid pladrer løs om videnskab og beviser. De får så leveret videnskabelige beviser på, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet, vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere - Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme medfører mere frustration og lidelse i livet. Det er et beviseligt faktum.

Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke. Jeg har det godt.

Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse kan man ikke udvikle sig som person osv osv.

Man tror ikke, at lidelse er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed til at forstå, at man lider.

Hvad, de fleste materialister ikke forstår, er, at den materielle verden grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt, vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og vende tilbage til Krishna.

Ateister bruge den materielle verdens fejl og mangler som argument for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?

Pointen her er, at der ER en perfekt verden uden lidelse og elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for evigt sammen med de befriede sjælen. Den materielle verden er netop et sted Han har skabt  til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham. Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er designet til at bringe de karmiske reaktioner til enhver handling.

Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så venlig, at han lader dem tro, at de nyder og har det godt. Selv når sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse, for alting ender i sygdom, alderdom og død.

Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl. Gud har givet os mulighed til at lave jorden om til paradis eller helvede. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen, individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer ikke om den i skolen. Det er et uvidende samfund styret af ugudelige kræfter.

Den menneskelige livsform  er en enstående chance for sjælen at erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan erkendelse er umulig under nogen omstændigheder, men der er ingen som helst basis i hele verden, for en sådan konklusion. Tværtimod, alt peger på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er til, er det muligt, at erkende Ham som Han er. Det er jo indlysende.

Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt, er erkende hinsides tvivl. Så ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer.

Men hvis Han eksisterer, kan det bevises. Så ateismen hviler på en antagelse, der er uverificerbar. Det er klart, at kun en tåbe kan overgive sig til en tro, der er ubekræftelig. Som teist har man i det mindste en teoretisk mulighed for at få sin antagelse bekræftiget.

Krishna siger:

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom; ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser; konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse; at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)

Det man skal notere sig her, er at erkendelsen af det onde i fødsel, sygdom, alderdom og død, er et af symptomerne på viden. De fleste mennesker vil simpelthen ikke erkende, at de lider, og at lidelse er en dårlig ting. Materialister forsøger af al magt at retfærdiggøre og bort-rationalisere lidelse og elendighed. De siger, at det er uundgåelige faktorer ved eksistensen. Men det er ikke sandt. Det er lige omvendt. Det er rendyrket ondskab at ville betinge sjælen, der er evig, fuld af viden og lykke, til en lidelsesfuld kropslig eksistens.

Så denne meddelelse er kun for personer, der ønsker at blive fri for al lidelse en gang for alle. Hvis man ikke har ønsket om helt at slippe ud af den materielle verden, så gider man selvfølgelig ikke høre på, hvad den vediske version siger, så man kan bare overhøre det her.

Det uundgåelige resultat af at lade hånt om Krishnas instruktioner er lidelse. Det er derfor, jeg tordner mod ateismen. Ateisme ender uden undtagelse altid i lidelsesfulde omstændigheder. Det er ikke ud af had jeg siger dette, eller for at få jer ned med nakken. Jeg siger det udelukkende af et ægte ønske om jeres velfærd. Jeg har ingen motiver til at være her i en gruppe af antagonister andet end ægte bekymring for jeres velfærd og skæbne.

Så beviset på, at ateisme er dårlig for sindet er, at livstroen som filosofi bringer uvished, tvivl, usikkerhed og endeløs ængstelse og bekymring. Krishnabevidsthed er løsningen på dette dilema. Enhver, der serøist forsøger at overgive sig til Krishna, vil opleve, at han gradvist bliver fri for disse materielle elendigheder. Jeg taler af personlig erfaring. Ja, jeg vidner, som de siger i Kirken. Jeg har 30 års erfaring og praksis til at kunne sige hinsides enhver tvivl, at Krishnabevidsthed er den eneste virksomme løsning. Alt andet er bare lapperier, og det ender altid i det samme - sorg og elendighed.

Hele ideen om evig romance fx. er ren Hollywood. Simpelthen en løgn fabrikeret af Hollywood. Vi ved alle at kærligheden til andre levende væsener, selv den vi har til vores børn og partner, aldrig varer evigt. Det hører altid op, og så skal man til det igen, med at finde romance og mening i livet. Det ses igen og igen. Det er nøjagtigt som beskrevet i Vaishnava religionen. Det er først når man finder Krishna, at man bliver tilfreds i tilværelsen - varigt tilfreds. Det er kun til Krishna, man kan have evig kærlighed.

Den Højeste Personlige Guddom (Krishna) siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)

Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)

En analyse af virkeligheden

... som den kommer til udtryk gennem naturens tre kvaliteter.

Naturen består af tre kvaliteter - godhed, lidenskab og godhed. Enhver tilstand, ethvert levende væsen, enhver situation, ethvert element, enhver tanke eller følelse, kort sagt alting, er en kombination af disse tre kvaliteter. Det er ligesom de tre grundfarver - rød, gul og blå. Fra disse tre grundfarver opstår alle andre farver, nuancer og afskygninger af farver.

Godhedens kvalitet er oplysende og betinger opretholdese. Lidenskabens kvalitet er lysten og betinger skabelse, uvidenhedens kvalitet er tildækkende og betinger destruktion. I godhedens kvalitet er man tilfreds, filosofisk indstillet og søger oplysning. I lidenskabens kvalitet lider og nyder man skiftevis, og søger aktivitet, og i uvidenhedens kvalitet lider man konstant og søger inaktivitet. Disse tilstande gælder både mentalt og fysiskt.

Hvis man dør i godhedens kvalitet opnår man de himmelske planer. Hvis man dør i lidenskabens kvalitet opnår man det jordiske plan blandt mennesker, og hvis man dør i uvidenhedens kvalitet opnår man dyreplanet. Derfor er der en reel fare ved at lade sig dominere af uvidenhedens kvalitet, eftersom man i denne kvalitet, hvis den ikke modarbejdes af lidenskab og godhed, synker ned til mere og mere degraderende former for galskab for til sidst at ende i en dyrekrop.

Denne konstante kamp mellem kvaliteterne for dominans foregår i sindet og kommer til udtryk gennem kroppens handlinger. Hvis man ikke gennem oplysning (dvs. godhedens kvalitet) bliver bevidst om disse kvaliteter og hvordan de virker, vil man blot forblive ett hjælpeløst offer for naturens tre kvaliteter. En person, der befinder sig i overvejende uvidenhed, kan ikke komme ud ved egen hjælp eftersom han er fastlåst i sin uvidenhed. Han behøver hjælp fra en person i godhedens kvalitet, en oplyst person.

Det kaldes åndeligt selvmord at lade sig synke ned i uvidenheden kvalitet eftersom sjælen i en dyrekrop ikke er bevidst om andet end at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Der er ingen erkendelse mulig af selvets virkelige natur i en dyrekrop. I dyret er selvet helt fastlåst i en instinktverden hvor kroppen handler automatisk per de indput, den modtager gennem sanserne.

Alting i den materielle verden, enhver stemning, enhver manifestation, enhver fremtoning, enhver biologisk form, enhver psyke, ethvert element, kort sagt alting, er en manifestation af naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab, og uvidenhed. (Sattva, raja, og tama). Ligesom de tre grundfarver giver ophav til alle andre farver i millioner af forskellige nuancer,

på samme måde giver naturens 3 kvaliteter ophav til hele den materielle verden. Alting kan inddeles i en blanding af de 3 kategoerier. I den materielle verden eksisterer de 3 kvaliteter ikke i deres rene form, men altid i en blanding, og der foregår altid en kamp kvaliteterne imellem om dominans.

Der er mange egenskaber der kendtegner hver kvalitet (disse kvaliteter kaldes iøvrigt for guna'er på sanskrit) Men kort sagt så kendetegner opretholdelse sattva guna, eller godhedens kvalitet; skabelse kentetegner raja guna, eller lidenskabens kvalitet, og ødelæggelse kendetegner tama guna, eller uvidenhedens kvalitet. Vi kan tage eksemplet med et hus. Det tager raja guna at bygge det, sattva guna at opretholde det, og tama guna at ødelægge det. Disse tre kvaliteter er en slag energier der virker overalt i skabelsen. Den materielle natur veksler konstant mellem disse tre faser - skabelse, opretholdelse og destruktion.

Disse tre energier virker også på mennesker og deres psyke. Man kan bedømme og kategorisere en person på den måde, som han er underlagt naturens tre kvaliteter. Det vil komme til udtryk i alt hvad personen fortager sig og den måde han tænker på. Det kan også ses på hvad personen er tiltrukket og frastødt af og hvad hans fortrukne nydelse er.

Kort kan det siges, at en person, der befinder sig overvejende i godhedens kvalitet, søger oplysning. En person overvejende i lidenskabens kvalitet søger handling, og en person overvejende i uvidenhedens kvalitet søger forglemmelse og søvn. Vi kender alle professor typen, der kun bryder sig om viden. Stræber typen, der arbejder hårdtfor at tjene penge, og den dovne drivvert der kun vil sidde og drikke øl.

Alle menneskelige egenskaber som tro, beslutsomhed, generøsitet, talegaver, forsagelse, bestræbelse osv. kan beskrives i de 3 kvaliteter. Der er fx. viden i godhedens kvalitet, viden i lidenskabens kvalitet, og viden i uvidenhedens kvalitet. Viden i godhedens kvalitet er når man ser forskel på bevidsthed og materie. Dvs. at når man ser en anden krop, hvad enten det er et menneske eller et dyr, ser man ikke kroppen men sjælen indeni kroppen.

I lidenskabens kvalitet ser man ikke ånden eller bevidstheden, men kun den fysiske fremtoning. Man ser alle levende væsener i forhold til den krop, de befinder sig i.

Og viden i uvidenhedens kvalitet vil sige at man ser sit arbejde som et og alt. Man identificerer sig med sit arbejde. En fodboldspiller ved hvordan man spiller fodbold, så det er viden, men det er viden i uvidenhedens kvalitet. Der er personer, der går helt i spåner, når de mister deres arbejde. De er identificeret med deres arbejde. Det er fordi, de befinder sig overvejende i uvidenhedens kvalitet.

Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle, evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse), for ikke at tale om, når man helt lever for sit arbejde, des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet.

Des mere ens viden er godhedens kvalitet des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, jo mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og des mere bliver man således underlagt illusion og uvidenhed.

På den måde kan man kategorisere sig selv og alle andre i forhold til disse kvaliteter og der igennem forstå, hvorfor personer taler og tænker som de gør og også forstå, hvorfor ens omgivelser ser ud som de gør.

Hvis man kender videnskaben om disse naturens kvaliteter kan man begynde at hæve sig over dem. Hvis man ikke kender til dem, vil man være et hjælpeløst offer for sin egen natur. Selvom man fx. godt ved, at noget er forkert kan man ikke lade være med at gøre det alligevel, hvis man befinder sig stærkt i lidenskabens eller uvidenhedens kvalitet.

På den måde gør Vaishnava religionen en i stand til at måle viden og forstå verden, som den er. Det kan man altsammen lære fra Bhagavad Gita - Guds sang. Jeg vedhæfter hermed kapitlet i Bhagavad Gita om naturens kvaliteter. De 3 kvaliteter og deres symptomer beskrives endvidere i 18. kapitel. Det vil jeg poste ved en anden lejlighed.

Bhagavad Gita, kapitel 14 - Naturens tre kvaliteter.

Guddommens Højeste Personalighed sagde: Jeg vil igen bekendtgøre denne højeste visdom, den bedste blandt al kundskab. De vismænd, der kendte til den, har alle opnået den højeste fuldkommenhed. (Bg.14.1)

Ved at blive fixeret i denne viden kan man opnå en transcendental natur magen til Min egen. Ved at blive situeret således vil man ikke blive født ved tiden for skabelsen og ej heller blive forstyrret, når tilintetgørelsen kommer. (Bg. 14.2)

Den totale materielle substans, der kaldes Brahman, er kilden til fødsel, og det er denne Brahman, Jeg befrugter, O Bharatas søn, og gør det muligt for alle levende væsener at blive født. (Bg.14.3)

Det bør forstås, at alle livsarter, oh Kuntis søn, er blevet muliggjorte gennem fødsel i denne materielle natur, og at Jeg er den sædgivende fader. (Bg.14.4)

Den materielle natur består af de tre kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed. Når det evige levende væsen kommer i kontakt med naturen, O sværtbevæbnede Arjuna, bliver han betinget af disse kvaliteter. (Bg. 4.5)

O du syndefri, godhedens kvalitet, der er renere end de andre, er oplysende, og den befrier en fra syndefulde reaktioner. De, der befinder sig i denne kvalitet, bliver betingede af en fornemmelse af glæde og viden. (Bg. 14.6)

Lidenskabens kvalitet udspringer fra ubegrænsede begær og længsler, O Kuntis søn, og pga. dette bliver det legemeliggjorte levende væsen bundet til materielle frugtbærende handlinger. (Bg. 14.7)

O Bharatas søn, du bør vide at mørkets kvalitet, født af uvidenhed, er den, der vildleder alle legemeliggjorte levende væsener. Denne kvalitet resulterer i galskab, ladhed og søvn, der binder den betingede sjæl. (Bg. 14.8)

Godhedens kvalitet betinger en til lykke, O Bharatas søn, lidenskabens kvalitet betinger en til frugtbærende handlinger; og uvidenhedens kvalitet, der dækker ens viden, binder en til galskab. (Bg. 14.9)

Nogle gange er godhedens kvalitet fremtrædende, idet den overvinder lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter, O Bharatas søn. Nogle gange overvinder lidenskab godhed og uvidenhed, og andre gange overvinder uvidenhed godhed og lidenskab. På denne måde foregår der altid en kamp om herredømmet. (Bg. 14.10)

Godhedens fremtrædelsesform kan opleves, når alle kroppens porte er oplyste af viden. (Bg. 14.11)

O du bedste blandt Bharatas, når lidenskabens kvalitet er i stigning, udvikles der symptomer på stor tilknyting, frugtbærende handlinger, intens bestræbelse og ukontrollerede begær og længsler. (Bg. 14.12)

Når uvidenhedens kvalitet er fremtrædende, O Kurus søn, opstår der mørke, træghed, galskab og illusion. (Bg. 14.13)

Når man dør i godhedens kvalitet, opnår man de store vismænds rene, højere planeter. (Bg. 14.14)

Når man dør i lidenskabens kvalitet, fødes man blandt de, der er beskæftigede med frugtbærende (selviske) handlinger (dvs. blandt menneske på jordplaneten); og når man dør i uvidenhedens kvalitet, fødes man igen i dyreriget. (Bg. 14.15)

Resultatet af fromme handlinger er rent og siges at være i godheden kvalitet. Men handlinger udført i lidenskabens kvalitet resulterer i elendighed, og handlinger udført i uvidenhedens kvalitet resulterer i tåbelighed. (Bg. 14.16)

Fra godhedens kvalitet udvikles virkelig viden; fra lidenskabens kvalitet udvikles grådighed; og fra uvidenhedens kvalitet udvikles tåbelighed, galskab og illusion.
(Bg. 14.17)

De, der befinder sig i godhedens kvalitet, stiger gradvist op til de højere planeter; de, der befinder sig i lidenskab, bor på de jordiske planeter; og de, der befinder sig i den vederstyggelige uvidenhedens kvalitet, går ned til de helvedsagtige verdener. (Bg. 14.18)

En, der på ordentlig vis forstår, at alle handlinger i virkeligheden udføres af disse naturens kvaliteter, og som kender den Højeste Herre, der er hævet over disse kvaliteter, opnår Min åndelige natur. (Bg. 14.19)

Når det legemeliggjorte væsen er i stand til at hæve sig over disse tre fremtrædelsesformer forbundet med den materielle krop, kan det blive fri for fødsel, død, alderdom og deres medfølgende elendigheder, og kan nyde nektar selv i dette liv. (Bg. 14.20)

Bevidsthed som forsøgsobjekt

Noget bliver ikke rigtigt af, at det står i nogle skrifter, eller fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er evig, overleveret viden - viden, der kan undersøges og verificeres gennem den rette metode. I den vediske tradition har man 3 referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig - guru, sadhu og sastra - dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne. De må alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden bliver der også tilbudt en videnskabelig proces igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftiget.

I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til noget uden for sig selv.

Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen. Den materiellevidenskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.

Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets relation til verden og Gud. Derfor siger Krishna:

Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)

Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.

Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet - hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers, hvad der er rigtigt og forkert?

Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?

Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.

På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden ned gennem historien via rækken af disciple.

Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set sandheden. (Bg. 4.34)

Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,  eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)

Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du,  når du befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)

Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna, brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)

I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden. Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)

En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)

Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)

Evigheden er en valgsag

Enhver kan uanset, hvad han tror på, opleve, at han er en konstant eller evig observant i tilværelsen.

Krishna siger:

Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)

Det, Krishna siger her, er, at ens krop forandrer sig konstant fra barndom til ungdom til alderdom. Men selvet eller jeg'et indeni forbliver konstant. Ens sind og intelligens ændrer sig - man formodes at blive klogere med alderen, ens tanker, følelser, vilje og fornemmelser ændrer sig sig efterhånden som livet skrider frem.

Men det er den samme jeg-fornemmelser, der oplever alle forandringerne. Det er den samme observant. Personligheden forbliver den samme på trods af alle forandringerne i materien. Det er den evige sjæl. Det er den samme person eller sjæl, der sidder indeni barndomskroppen som den, der sidder i alderdomskroppen. På den måde kan enhver opleve deres egen evighed.

Det er et spørgsmål om absorbtion - enten er man absorberet i materien, der ændrer sig hele tiden. Man er absorberet i sine tanker, følelser og vilje. Sindets funktion er at tænke, føle og ville. Eller også er man absorberet i sit evige selv, dvs. man er absorberet i at observere sine tanker, følelser og vilje, man er absorberet i sin egen bevidsthed.

Det er et valg, man har. Og ens valg vil være et resultat af den måde hvorpå, man er blevet påvirket af materien.

Når ens valg er motiveret af at ville blive FRI af materien, så begynder ens åndelige rejse tilbage til evigheden.

Krishna siger:

En person, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker - der som floder løber ud i havet, selvom havet forbliver uberørt – kan alene finde fred, men det kan den, der forsøger at tilfredsstille sådanne ønsker, ikke. (Bg 2.70)

Den, der har opgivet alle former for lyst til sansenydelse, som lever fri for lyst, som har opgivet enhver form for besiddertrang, og some er fri for falsk ego – kun en sådan person kan opnå fred. (Bg 2.71)

Dette er vejen til et åndeligt og guddommeligt liv efter at have opnået hvilket, man aldrig mere vil blive forvirret. Hvis man er således situeret selv på dødstidspunktet, kan man træde ind i Guds rige. (Bg 2.72)

Vedanta - Konklusionen på al viden

Enhver kan opleve tre aspekter af virkeligeheden. I Bhagavad Gita beskrives de som kenderen, det kendte og kundskab - dvs. observanten, det der observeres og den metode gennem hvilket noget observeres. Vedanta udgør en arbejdsmodel, der gør det muligt at studere disse tre virkelighedsaspekter videnskabeligt. Vedanta siger, at enhver kundskabsmetode, der ikke på videnskabelig vis beskriver hele virkeligheden, tilhører uvidenhedens kategori.

Den i dag fremherskende metode til at indhente viden , den empiriske videnskab, definerer ikke virkeligheden på videnskabelig vis, idet den kun beskæftiger sig med to virkelighedsaspekter - det der observeres, og metoden gennem hvilken det observeres. Den sidste og vigtigste del, nemlig selve observanten, lades der hånt om. Ifølge den toneangivende gren af den empiriske videnskab, som vi kan kalde Scientismen for at adskille den fra mere seriøse former for videnskabelig forskning, kan den totale virkelighed beskrives udelukkende som materielle vekselvirkninger. Det er dog ikke lykkedes Scientismen at understøtte denne antagelse på videnskabelig vis, dvs. gennem eksperiment og observation. Ikke desto mindre nægter Scientismens tilhængere at acceptere andre forklaringer. Selv forklaringer, der giver en mere konsistent og tilbundsgående forklaring af virkeligheden, som f.eks. Vedanta systemet, afvises på forhånd.

Vedanta opererer udfra præmisen, at enhver metode, der ikke skelner mellem observanten, det der observeres, og metoden til observation, ikke kan anses for kundskab, men må henregnes til uvidenhedens kategori. Dette kan ses i forhold til materie og ånd (bevidsthed). Observanten eller sjælen er bevidsthed, og det, der observeres, er materie eller stof. Indenfor Scientismen skelner man ikke mellem observanten og det observerede, idet begge størrelser her anses for at tilhøre materien.

I Vedanta filosofien anses kenderen, eller observanten for ånd (bevdidsthed), og det kendte, eller det der observeres, kan enten være materie eller ånd. Kundskabsmetoden kan også være enten åndlig eller materiel, alt efter hvad bevidstheden er absorberet i at studere. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere sin bevidsthed, er det åndeligt. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere materien, er det materielt. Scientismen beskæftiger sig kun med det materielle, og fungerer ud fra antagelsen, at der ingen forskel er på kenderen og det der kendes, og at den eneste legitime kundskabsmetode er empirisk observation. Dette er i høj grad en selvpåtaget begrænsning, idet den kun giver adgang til at studere og forstå et meget lille og ganske uvæsenligt udsnit af virkeligheden.

Tiden er et andet element, der bliver videnskabeligt beskrevet i Vedanta filosofien. Scientismens spekulationer vedrørende elementet tid, kan ikke siges at være den mindste smule videnskabelige, eftersom de ikke følger den vedtagede videnskabelige metode, dvs. opstillelsen af en hypotese, eksperimentering, og formuleringen af en konklusion. I stedet formulerer man konklusioner og tilpasser sine eksperimenter og hypoteser efter disse. Det er værd at lægge mærke til her, at man indenfor Scientismen har overtaget den Kirkelige opfattelse af tidselementet som en liniær størrelse, hvor man i Vedanta beskriver tiden som cyclisk.

Vedanta giver mulighed for at studere tiden videnskabeligt. I forhold til tidselememntet kan bevidsthed ses som evig og materien som midlertidig. I samme forbindelse beskrives bevidsthed som viden og materien som uvidenhed - som man altså kan have viden om. I Sri Isopanisad beskrives det f.eks. at man samtidig med kultiveringen af viden må kultivere kundskab om uvidenheden, for at kunne hæve sig over den.

Så ånd, eller bevidsthed, anses for viden, og materien anses for uvidenhed, eller sagt på en anden måde: bevidstheden er det gode, og materien er det onde. I Vedanta opererer man ikke med begreberne godt og ondt. Man taler om viden og uvidenhed i stedet for. Dette viser, at viden er evig og uvidenhed er midlertidig. MAO, det som indenfor Scientismen forherliges som foranderlig og tillempelig viden, bliver i Vedanta systemet klassificeret som uvidenhed. Kun viden om det, der er evigt, anses for rigtig kundskab i Vedanta filosofien. Dvs. at virkelig viden ikke forandrer sig. Virkelig viden er konstant.

Begreberne "godt" og "ondt" oversættes altså i det vediske system til "viden" og "uvidenhed" eller "evig" og "midlertidig."

Som vi kan se, henregnes hele denne verden til uvidenhedens kategori. Begyndelsen til al viden finder sted, når vi begynder, i det mindste teoretisk, at skelne mellem kroppen, sindet og selvet. Selvet er således observanten, der er placeret som i en maskine udgjort af materien. Observanten er jeg-fornemmelsen indeni kroppen, og den er konstant, og kroppen og sindet er foranderligt. Deraf kan vi forstå, at selvet er forskelligt fra kroppen og sindet. Denne viden er blevet vedligeholdt i det menneskelige samfund gennem discipelrækken, der har viderebragt kundskaben ned gennem tiderne, og som tilbyder mennesket en arbejdsmodel ved hjælp af hvilken virkeligheden kan stadfæstes som den er.

Denne kundskab er autoritativ, fordi den er understøttet af en intakt succesion af disciple eller åndelige mestre, og fordi den har basis i sastra - den vediske literatur, som er udsprunget fra den ældste og mest avancerede kultur i verden. Ingen kan blive en åndelig mester, dvs. professor i åndelig kundskab, uden først at have studeret som discipel under vejledning af en ægte åndelig mester, hvilket bl.a. indebærer at følge de regulerende principper for åndeligt liv.

Derudover kan denne viden også bekræftes gennem empirisk forskning.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)

Den materielle natur

Det følgende er ikke baseret på tro. Det er en eksakt videnskab kaldet sankya, der består i at analysere den materielle natur.

For at forstå den materielle natur, bliver man nødt til at dele den ind i elementer. Her kommer det naturliges spørgsmål ind, ønsker jeg jeg i virkeligheden at forstå den materielle natur?

Jeg siger i virkeligheden, for hvem kan egentligt sige hvad virkeligheden er. Vi har alle vores helt egen lille oplevelse af verden omkring os, en oplevelse der er enestående subjektiv

 I det moderne system deler man naturen ind i grund-elementer, fysiske grundstoffer, gener, atomer og molekyler osv.

I sankya systemet deler man verden ind i 24 grund-elementer.

Hvad er bevidsthed?

Her må det være relevant at citere den verdensberømte fysiker og Nobelprimodtager Eugene Wigner fra Canada, som sagde: "Der er to slags virkelighed eller eksistens, nemlig eksistensen af min bevidsthed og eksistensen af alt andet. Den sidstnævnte virkelighed er ikke absolut, men kun relativ."

Det som Wigner siger er, at for det første er vi bevidste om os selv, og for det andet er vi bevidste om tingene omkring os. Det er disse to slags bevidsthed eller virkelighed, som Wigner påpeger eksistensen af. Men hvordan forklarer vi det?

Der er to måder at forklare bevidsthed på, nemlig den rent materialistiske måde og den metafysiske eller åndelige, som vi her i Krishnabevægelsen bekender os til.

Den rent materialistiske opfattelse af bevidsthed vil sige, at man forklarer fænomenet som et resultat af vekselvirkninger mellem forskellige kemikalier og nerveimpulser som foregår i vore hjerner. Når disse vekselvirkninger bliver tilstrækkelig komplicerede, kalder man det bevidsthed. Vi kan i denne forbindelse citere et par videnskabsmænd, f.eks. den franske fysiker de La Mettrie, som allerede i 1750 skrev: "Lad os da frejdigt konkludere at mennesket er en maskine." Eller i vor egen tid, hvor vi har Oxford-zoologen Richard Dawkins, som sagde: "Vi er overlevelsesmaskiner. Robotkøretøjer som blindt er programmeret til at bevare de selviske molekyler, der kendes som gener."

Indenfor psykologien er det ligeledes et udpræget fænomen, at man vil reducere bevidsthed - og dermed mennesket - til blot at være et spørgsmål om organiske forbindelser. Det går i virkeligheden tilbage til selveste Sigmund Freud, som havde det ønske at demonstrere at bevidsthed, og de dermed forbundne psykologiske fænomener, ikke var andet end forskellige biologiske mekanismer. Det lykkedes ham dog ikke at føre beviset og han sagde på et tidspunkt: "Jeg har ikke noget ønske om at efterlade psykologien hængende i luften, uden noget organisk grundlag, men udover at jeg er overbevist om dette, har jeg intet - hverken teoretisk eller terapeutisk - hvorpå jeg kan arbejde videre. Derfor må jeg handle som om jeg konfronteres med psykologiske faktorer alene. Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke kan få det til at hænge sammen endnu."

Men under alle omstændigheder var det Freuds ønske at reducere psykologiske fænomener til udelukkende at være et spørgsmål om materialisme.

En anden psykologiprofessor fra begyndelsen af dette århundrede, John B. Watson fra Johns Hopkins University, sagde om bevidsthed: "Den er aldrig blevet set, rørt, lugtet eller smagt. Det er en ren antagelse, der er ligeså ubeviselig som det gamle begreb sjæl".

I nutidig forlængelse af denne opfattelse, har vi de moderne computerteknologer, hvis bedrifter har slået menneskeheden med forbløffelse og beundring i de senere år. Mange af disse computerteknologer tror, at hvis vi blot fortsætter med at udvikle, så vil vi på et tidspunkt opleve at maskinerne bliver levende og lige så bevidste og intelligente som mennesker.

En af dem, Marvin Minsky fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), skriver: "Snart vil en maskine blive skabt, der har en intelligens som et gennemsnitsmenneske. Maskinen vil være i stand til at uddanne sig selv. På nogle få måneder vil den have geni-niveau og et par måneder senere vil dens evner og kræfter være fuldstændig ufattelige og umålelige. Hvis vi er heldige, vil maskinen beslutte sig til at holde os som kæledyr."

En anden professor, Arthur Harkins fra University of Minnesota, skriver: "Ved år 2000 vil menneskeheden sandsynligvis begynde at undre sig over, hvordan man definerer et menneske. På det tidspunkt vil maskiner nemlig være lige så langt fremme."

Disse højt uddannede mennesker giver m.a.o. udtryk for, at bevidsthed udelukkende er et materialistisk fænomen. Spørgsmålet er derfor: kan bevidsthed forklares som et materialistisk fænomen? Er det blevet bevist at bevidsthed udelukkende er et spørgsmål om materielle elementers vekselvirkning? Eller, hvis det ikke er blevet bevist: er det sandsynligt at det vil blive bevist? Og videre: er det en principiel umulighed at bevidsthed kan opstå som et produkt af materielle elementer? Grunden til disse spørgsmål er, at vi står overfor en masse teorier, som tilsyneladende virker vældig logiske og velunderbyggede, men som ved nærmere eftertanke viser sig at være løsthængende påstande.

Som det måske vil være lytterne bekendt, behandlede vi i sidste udsendelse påstanden om, at liv blot skulle være en kombination af molekyler og kemikalier. De fleste mennesker er i dag overbeviste om, at liv opstod ved en tilfældighed - eller at, hvis Gud stod bag, så har han skabt det som en kombination af molekyler og kemikalier. Og dette til trods for at det aldrig er lykkedes for videnskaben at skabe selv det mindste liv på kunstig vis. Vi har blot i mange år måttet høre på at, "en skønne dag vil videnskaben være i stand til at skabe liv i laboratoriet" eller "det er lige før - vi er meget tæt på!".

Som vi også demonstrerede sidste gang, er den slags udtalelser ikke rationelle og videnskabelige. At underbygge en teori, ved at påstå at den vil blive bevist i fremtiden, bygger ikke på rationel tænkning, men derimod på ønsketænkning - drømmerier. Vi står til en vis grad overfor det samme problem med fænomenet bevidsthed.

Der er ingen som på nuværende tidspunkt har været i stand til at demonstrere hvad bevidsthed - rent fysisk - er. Der er heller ingen som har været i stand til at skabe en bevidst maskine; sommetider ser man en computer som udviser forbløffende evner, men hvor dygtig den end måtte være til at svare på snedige spørgsmål, er ingen af disse maskiner i stand til at opleve bevidsthed.

For at anskueliggøre fænomenet, kan vi tage et eksempel: hvad forstås der ved at føle smerte? Vi ved selvfølgelig allesammen hvordan det føles, når man rammer ved siden af sømmet og hamrer sig selv over fingeren - det gør forbandet ondt! Vi kan ikke beskrive det med tal eller med en matematisk formel - eller på anden måde måle eller veje den - men ikke desto mindre er følelsen af smerte fuldstændig virkelig. Man kan ganske vist registrere det med forskellige målemetoder: der sker ændringer i hjernebølgerne og der udsendes nerveimpulser, men disse beskrivelser kan ikke beskrive oplevelsen af at føle smerte.

Man kunne sikkert få en maskine til at reagere på tilsvarende måde, hvis man udsatte den for en tilsvarende påvirkning, men derfra og så til at påstå at den har en personlig oplevelse af smerte, er der et stort - uoverstigeligt - skridt. Ingen har været i stand til at frembringe en maskine som føler smerte, glæde, lykke - eller udviser vilje. Maskinen kan i bedste fald efterligne forskellige ydre symptomer fra levende væsener, men ingen maskine kan udvise fænomenet bevidsthed: at være bevidst om påvirkning, verden - eller sig selv. Vi har god grund til at tro at det heller ikke i fremtiden vil kunne lade sig gøre at fremstille en sådan maskine, ejheller at bevise at bevidsthed er en vekselvirkning mellem forskellige materielle fysiske kræfter.

Hvorfor?

Der er flere argumenter og fænomener som strider imod, at dette skulle kunne være tilfældet.Thomas Huxley, som var en af Darwins store tilhængere og en rendyrket materialist, udtalte engang: "Der er en tredie ting i universet, nemlig at være vidende, at være bevidst. Og jeg kan ikke se dette fænomen som værende hverken materie eller kræfter - eller en kombination af disse."

Eller citatet fra begyndelsen af udsendelsen af Nobelprismodtageren, fysikeren Eugene Wigner: "Der er to slags virkelighed, nemlig at jeg er bevidst og ting jeg er bevidst om."

Man kan så stille spørgsmålet, siden man har så travlt med at forklare bevidsthed som et produkt af fysiske elementer (kemikalier, molekyler, stof, elektriske impulser etc.): hvad er materielle elementer egentlig? Hvis man gennemtænker spørgsmålet tilstrækkelig intenst, kommer man sikkert frem til noget i retning af, at "det er noget som vi er bevidste om".

At vi er bevidste om de materielle elementer, er selve grunden til at vi er i stand til at beskrive dem! Al vores viden om de materielle elementer bygger m.a.o. på, at vi er bevidste om dem. Sagt på en anden måde: Vores bevidsthed går forud for vor viden om de materielle elementer! Og vores bevidsthed er en betingelse for vor viden om de materielle elementer. Når man arbejder med logisk bevisførelse, har man nogle grundlæggende forudsætninger, som ikke nødvendigvis kan bevises ("sådan er det bare"), og hvorpå alle følgeslutninger hviler - er afhængige af.

Eks.: Den grundlæggende forudsætning er, at påstand A er sand.

Hvis påstand A er sand, må påstand B også være sand.

Hvis påstand B er sand, må påstand C også være sand.

Dette kaldes en "logisk kædeslutning".

Man kan derimod ikke konkludere at fordi påstand C er sand, så må påstand A også være sand:

det er jo på påstand A at hele konklusionen hviler. Man kan ikke bevise sine forudsætninger ved hjælp af sine konklusioner.

At bevise sine forudsætninger ved hjælp af sine konklusioner kaldes "cirkulær logik". Hvis man derfor vil bevise at bevidsthed er et produkt af materielle elementer, er det et eksempel på cirkulær logik:

Først tager man den grundlæggende forudsætning, nemlig at jeg er bevidst (påstand A).

Derefter konkluderer man at der er noget jeg er bevidst om (påstand B). Og endelig vil man som følge af at der er noget som jeg er bevidst om (påstand B), forklare selve bevidstheden (påstand A). Hermed har vi en klar og logisk indvending imod påstanden om, at bevidsthed skulle kunne være et produkt af materielle elementer!

Denne følgeslutning er en naturlig konklusion af Eugene Wigner's udtalelse om, at der er to slags virkelighed:

1. Jeg er bevidst (dette, at jeg er bevidst, er et absolut, som ikke afhænger af nogensomhelst anden erfaring eller oplevelser iøvrigt).

2. Jeg er bevidst om ting omkring mig (de ting jeg er bevidst om, er kun relative; relative i forhold/relation til min bevidsthed).

Det er som sagt aldrig blevet bevist eller demonstreret, at bevidsthed skulle kunne opstå som et produkt af materielle elementers vekselvirkninger. Ligeledes er der heller aldrig opstillet en teoretisk model som viser, hvordan bevidsthed skulle kunne opstå som et produkt af materielle elementers vekselvirkninger. Vi konkluderer derfor:

BEVIDSTHED ER DEN ABSOLUTTE VIRKELIGHED og DEN MATERIELLE VIRKELIGHED ER KUN EN RELATIV VIRKELIGHED

(relativ i forhold/relation til vores bevidsthed).

Vi går nu et skridt videre og kommer med nogle empiriske eksempler, som viser at bevidsthed er et metafysisk fænomen. Vi vil demonstrere at bevidsthed kan eksistere uafhængig af materielle omstændigheder og bringe nogle eksempler som umuliggør at bevidsthed blot skulle være et spørgsmål om materielle elementers vekselvirkning. Det vi skal beskæftige os med, er de såkaldte ud-af-kroppen oplevelser (fremover benævnt NDE, fra engelsk: Near Death Experience).

Masser af mennesker har haft denne oplevelse. Det sker normalt i forbindelse med en ulykke, et hjertetilfælde; altså en situation hvor en person befinder sig i total bevidstløshed og endda i visse tilfælde er skindød (d.v.s. erklæret død, men senere genoplivet). Mange har haft oplevelsen af at være fuldt bevidste, at svæve over det sted hvor kroppen ligger og kunne iattage alt hvad der sker, ligeså klart - eller klarere - end ved normal bevidsthed.

Senerehen bliver man nærmest "suget" tilbage i kroppen igen, vågner op og er i stand til at give en nøjagtig beskrivelse af hændelsesforløbet mens man var uden for bevidsthed. Det er et fænomen som har været kendt til alle tider, men særlig interessant for os er det, at en del læger er begyndt at tage det seriøst og derfor har startet forskningsprojekter desangående.

En af disse er en amerikansk hjertespecialist - Michael B. Sabom (herefter kaldt MBS) - som til at begynde med var ret skeptisk overfor fænomenet, men ikke desto mindre lavede et forsøg, hvor han opdelte sine patienter i to grupper på hhv. 32 og 25 patienter. I gruppen på 32 påstod alle at have været uden for kroppen, i gruppen på 25 påstod ingen at have været uden for kroppen under operationen. MBS er specialist i en speciel genoplivningsoperation (eller rettere: -aktion) for hjertepatienter. MBS bad personerne i de to grupper om at beskrive hvad der var sket under genoplivningsaktionen. I gruppen på 25 lavede 20 en væsentlig og afgørende fejl i bekrivelsen af deres genoplivning, som viser at de ikke kan have set hvad der var sket. 5 af dem gav en korrekt, men begrænset beskrivelse af aktionen. I gruppen på 32 afgav de 26 patienter en generel visuel beskrivelse af hændelsesforløbet, 6 beskrev forløbet forbløffende akkurat ned til mindste detalje. En af disse - en kvinde som havde været blind i tyve år - var i stand til at beskrive de enkelte apparater (incl. farver) og teknikker, hvoraf en del var blevet opfundet efter hun var blevet blind. Dette og lignende studier fik MBS til at acceptere NDE-fænomenet som en kendsgerning.

Nogle har indvendt, at de personer som deltog i forsøget, i virkeligheden blot har været halvvejs bevidstløse, men MBS forklarer at det ganske vist sommetider sker at folk kun er halvt bevidstløse, men at deres beskrivelser af det skete i så fald ikke er nøjagtige og ofte mareridt-agtige i deres natur, i fuldstændig kontrast til de meget klare, livagtige - og behagelige! - oplevelser som NDE-personerne har haft.

Andre har indvendt imod NDE oplevelser at disse kun finder sted hos folk som er disponeret for det, f.eks. religiøse mennesker o.l., som får dem til at tro at det kan lade sig gøre. MBS undersøgte derfor en stor gruppe personer som påstod at have haft NDE-oplevelser, men fandt ingen fællestræk hos disse vedr. alder, køn, race, geografisk tilknytning, uddannelse, arbejde, religiøs baggrund, kendskab/ikke kendskab til NDE-oplevelser m.m.

Andre igen har påstået at en NDE-oplevelse er en overlevelsesreaktion hos mennesker som befinder sig i dyb krise eller livsfare - en slags hallucination. Til dette svarer MBS med at berette om et tilfælde, hvor en mand går over en parkeringsplads, hen mod sin bil. Henne ved bilen besvimer han, uden dog at nå at registrere hvad der sker. Det næste han oplever, er at han svæver over jorden og ser sin egen krop ligge nede på parkeringspladsen, mens 4-5 personer kommer løbende hen imod ham. Han hører alt hvad de siger og forstår alt, selvom han rent fysisk er fuldstændig bevidstløs.

Det næste vi vil gennemgå, er tidligere liv og folk der husker deres tidligere liv. De fleste af os har hørt om folk der husker deres tidligere liv og måske læst om det i forskellige blade. En del af det er afgjort af tvivlsom værdi, mens andet er korrekt - og ihvertfald ikke kan afvises. Desuden findes der i dag en reinkarnationsforskning, der er så gennemgribende at den ikke kan afvises.

DEN BEVIDSTE PERSON - SJÆLEN - VANDRER FRA DET ENE LIV TIL DET NÆSTE

Et af de forskningsarbejder som understøtter denne påstand, er udført af professor i psykiatri ved Virginia's universitet i USA, Ian Stevenson (fremover benævnt IS). Han har arbejdet med reinkarnation i mange år, bl.a. har han undersøgt hundredevis af børn som har spontane minder fra deres tidligere liv. I adskillige tilfælde har han været i stand til at understøtte børnenes beretninger som værende sande. Ved at interviewe børnene og bagefter bringe dem til de lokaliteter, hvor de påstår at have levet i et tidligere liv, har han kunnet bekræfte at tingene forholdt sig som børnene havde fortalt - også selvom børnene aldrig har været på det pågældende sted (i deres nuværende liv).

Et sådant eksempel er tilfældet med Sukla som var datter af en bengalsk jernbanearbejder. Da hun var lille, ville hun vugge en dukke i sine arme og kalde den Minu. Hun talte til Minu som var det hendes datter og hun talte om Minus far og hans to brødre. Ifølge Sukla boede de i alle Bhatpara og hun insisterede på, at hendes (nuværende) forældre skulle bringe hende derhen. Efter et stykke tids forløb blev Suklas far overbevist om, at Sukla måtte have været en kvinde i Bhatpara tidligere. Han indvilgede derfor i at bringe hende derhen. Efter at have undersøgt byen Bhatpara, som lå langt fra deres bopæl, og fundet ud af at der havde boet en kvinde der nogle år tidligere ved navn Mana, som havde haft en datter der hed Minu, men som var død.

Suklas far var nu overbevist om, at hans datter tidligere måtte have levet som Mana, og han bragte hende rent faktisk til Bhatpara, hvor Sukla ved ankomsten omgående bragte dem igennem de forskellige huse til det sted, hvor Mana havde levet. Derefter udpegede hun Mana's mand, svigermor og svoger fra en gruppe på 30 personer - samt pigen Minu (Manas datter) som nu var ældre end Sukla. Disse detaljer er blevet gennemforsket af IS, som har udgivet flere bøger om dette emne (det nævnte tilfælde er hentet fra bogen "Tyve tilfælde som tyder på reinkarnation").

IS er en smule skeptisk overfor anvendelse af hypnose i forbindelse med reinkarnation, fordi det under visse omstændigheder kan fremkalde illusioner, som kan forveksles med oplevelser fra tidligere liv (disse "tilbagefald" kaldes også regressioner). Alligevel er der tilfælde, hvor der faktisk ikke kan herske tvivl om, at det drejer sig om inkarnation. Et af disse er en amerikansk kvinde fra Philadelphia, som af IS blev bragt tilbage til et tidligere liv under hypnose. Pludselig var hun ikke længere amerikaner, men svensk bonde fra 1800-tallet og talte flydende svensk, selvom hun på dette tidspunkt aldrig havde kendt noget til svensk eller Sverige.

Hun udtalte endda specielle svenske lyde, som ikke findes i det engelske ordforråd eller alfabet. Tilfældet nævnes i værket "A case of xenoglossy". IS stoppede eksperimenterne med kvinden efter et par gange, fordi hun til sidst ikke kunne finde ud af, hvem hun virkelig var. Under det sidste eksperiment slog hun spontant (uopfordret) tilbage til den svenske bonde, hvorefter IS ikke turde fortsætte forsøgene med hende længere.

IS's studier giver overbevisende belæg for, at det bevidste selv kan vandre fra  n fysisk krop til den næste. Det modbeviser samtidig ideen om at bevidsthed og personlighed blot er et resultat af forskellige materielle vekselvirkninger.

Der kan ikke være tvivl om, at den dag vi dør, går kroppen til grunde og intet af denne forbliver i sin nuværende skikkelse, så hvis noget skal overleve, må det være et ikke-fysisk element. Den enkleste forklaring er så afgjort, at det er det vi kalder "sjælen" som vandrer. Hvis nogen har en bedre forklaring, er vi villige til at købe den her på Radio Krishna. Indtil da tillader vi os at konkludere at: Sjælen vandrer fre det ene liv til det næste, samt at Bevidstheden (sjælen) intet har at gøre med de materielle elementer. Sjælen/bevidstheden/livssymptomet har intet at gøre med de materielle elementer.

Som afslutning på dagens emne - BEVIDSTHED - har jeg tænkt mig at læse en artikel om en kanadisk hjertekirurg, som ønsker at vide hvad sjælen er - og Hare Krishna bevægelsens grundlægger Srila Prabhupada's svar på dette indlæg.

Allerede i 1968 udfordrede Srila Prabhupada de fysiske videnskabsmænd på et stort møde som blev afholdt på MIT (Massachusetts Institute of Technology) ved at sige: "Selv om dette store akademi for kundskab har så mange afdelinger til udvikling af kundskab, er der ikke en eneste der forsker i at finde forskellen mellem en levende krop og en død krop." Det fortælles at på det tidspunkt var der noget nær total tavshed blandt det 200 mand store publikum, selvom MIT var kendt for at være det mest udfordrende publikum man kunne stå overfor. Srila Prabhupada påpegede, at selvom de forsker og forsker og har utrolig stor viden på mange områder, har de dog ingen viden om det mest centrale i livet, nemlig hvad liv i det hele taget er, og hvad forskellen mellem liv og død er. Det er der ingen der har tænkt over, ingen har forsket i det og alle har fuldstændig overset det.

Artiklen i Montreal Gazette lød som følger: Hjertekirurg ønsker at vide, hvad en sjæl er.

En verdenskendt kanadisk hjertekirurg siger, at han tror at kroppen har en sjæl som forlader den efter døden, samt at teologer burde forsøge at finde ud af mere om dette. Dr. Wilfort G. Biggalow, leder af kirurgisk hjertekar afdeling i Toronto General Hospital, sagde at som en person der tror at der findes en sjæl, mente han at tiden var inde til at fjerne mysteriet omkring den og finde ud af, hvad den er.

Biggalow var medlem af et panel der stod frem for The Essex County Medical Legal Society, for at diskutere problemerne med et forsøg på at definere det eksakte dødstidspunkt. Spørgsmålet er blevet vigtigt i en tidsalder med transplantationer af hjerte og andre organer i tilfælde, hvor donorerne uundgåeligt dør. Canadian Medical Association har fremsat en bredt accepteret definition af døden, som tidspunktet hvor patienten, der er i coma, ikke reagerer på stimuli af nogen art, og hjernebølgerne, optaget på en maskine, er udjævnet. De andre medlemmer af panelet var mr. Justice Edson L. Haynes (Ontario Supreme Court), J. Francis Liddy (president for University of Windsor).

Biggalow, der omhyggeligt gennemarbejdede de punkter han rejste i løbet af diskussionen, sagde senere i et interview at hans 32 år som kirurg havde efterladt ham uden tvivl om, at der findes en sjæl.

Der er bestemte tilfælde, hvor man er tilstede på det tidspunkt, hvor folk passerer fra den levende tilstand til den døde, og nogle mystiske ændringer finder sted. Et af de mest påfaldende er den pludselige mangel på liv eller styrke i øjnene, der bliver dunkle og livløse. Det er svært at dokumentere hvad man observerer. I virkeligheden tror jeg ikke at det kan dokumenteres særlig godt.

Biggalow, der blev verdenskendt for sit pionerarbejde i dybfrostkirurgisk teknik, også kaldet hypotermia, og for sin hjerteklapkirurgi, udtalte at sjæleefterforskning burde underlægges teologi og beslægtede fag ved universitetet. I løbet af diskussionen udtalte Liddy: "Hvis der findes en sjæl, vil man ikke komme til at se den. Man vil aldrig finde den. Hvis der findes et princip for vitalitet eller liv, hvad er da dette? Problemet var at sjælen ikke eksisterede i noget specielt geografisk sted, den findes over det hele og alligevel ingen steder. Det ville være rart at begynde at eksperimentere, men jeg ved ikke hvordan man kan nå frem til nogensomhelst af disse ting." Han udtalte endvidere at diskussionen mindede ham om den sovjettiske kosmonaut der kom tilbage fra rummet og rapporterede at der ingen Gud var, fordi han ikke havde set ham deroppe. "Måske ja" svarede Biggalow, "men når den moderne medicin møder noget som ikke kan forklares, er parolen: find svaret, bring det til laboratoriet, så vi kan finde frem til sandheden.

Og det centrale spørgsmål er: hvor findes sjælen? Hvor kommer den fra?"

Som svar på denne artikel sendte Srimad Prabhupada følgende svar:

Min kære doktor Biggalow! Modtag venligst mine hilsener! Fornylig læste jeg en artikel i Gazette af Ray Corelli med overskriften: Hjertekirurg ønsker at vide hvad en sjæl er. Det var meget interessant. Deres kommentar viser stor indsigt, så jeg tænkte at jeg ville skrive til Dem om dette emne.

De ved måske at jeg er grundlægger af Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed. Jeg har flere templer i Canada: Montreal, Toronto, Vancouver og Hamilton. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse er specielt beregnet til oplæring af enhver sjæl om hans oprindelige åndelige position. Sjælen er så afgjort tilstede i hjertet på det levende væsen og den er kilden til alle nødvendige energier til opretholdelse af kroppen. Energien fra sjælen spredes ud over hele kroppen og kaldes bevidsthed. Eftersom denne bevidsthed udbreder energien fra sjælen ud over hele kroppen, kan man føle smerte og glæde i alle dele af kroppen. Sjælen er individuel og den vandrer fra den ene krop til den næste, på samme måde som en person der vandrer fra spæd til barn, fra barn til ung og videre til ældre og ældre kroppe. Derefter sker forandringen, kaldet døden, hvor vi skifter til en ny krop, ligesom vi skifter vort gamle tøj ud med noget nyt.

Dette kaldes sjælevandring. Når en sjæl ønsker at nyde denne materielle verden, idet den glemmer sit virkelige hjem i den åndelige verden, antager den dette liv med hårdt slid for tilværelsen. Dette unaturlige liv med gentagen fødsel og død, sygdom og alderdom kan undgås, hvis menneskets bevidsthed sammenlægges med Guds højeste bevidsthed. Dette er det grundlæggende princip i vor Krishnabevægelse. Vedr. hjertetransplantationer er der intet håb om succes, medmindre sjælen er tilstede i hjertet, så tilstedeværelsen af sjælen må nødvendigvis accepteres. Hvis sjælen ikke er med i et seksuelt samleje, bliver der ingen undfangelse - ingen graviditet. Kontraception forringer livmoderen, så den ikke længere er et godt sted for sjælen. Dette er imod Guds forskrifter. Efter Guds ordre sendes en sjæl til et bestemt moderliv, men p.g.a. denne kontraception nægtes den adgang til moderliv og må derfor finde plads i et andet. Dette er ulydighed imod Den Højeste.

Lad os tage et eksempel med en mand der bor i en bestemt stor lejlighed. Hvis forholdene der bliver så generende at han ikke kan komme ind i sin lejlighed, sættes han i stor forlegenhed.Det er ulovlig indblanding og er strafbart.

Optagelse af sjæleefterforskning ville så afgjort markere et videnskabeligt fremskridt. Men fremskridt i videnskaben vil ikke sætte Dem i stand til at finde sjælen. Sjælens tilstedeværelse kan kun konstateres ved forståelse af symptomerne. De vil i den vediske litteratur finde at sjælens størrelse - eller dimension - er omkring en titusindedel af et punkt. Den materielle videnskab kan ikke engang måle længden og bredden af et punkt.

Derfor er det ikke muligt for den materielle videnskabsmand at fange sjælen. De kan kun acceptere sjælens eksistens ved at acceptere det fra autoriteter. Hvad den største videnskabsmand er ved at opdage, har vi forklaret for længe siden. Så snart man forstår eksistensen af sjælen, kan man med det samme forstå eksistensen af Gud. Forskellen mellem Gud og sjælen er, at Gud er en meget stor sjæl, mens det levende væsen er en meget lille sjæl. Men kvalitativt er de en og samme. Derfor er Gud altgennemtrængende og det levende væsen er begrænset, men arten og kvaliteten er den samme. Det centrale spørgsmål er, siger De, hvor findes sjælen og hvor kommer den fra?

Det er ikke svært at forstå. Vi har allerede slået fast at sjælen bor i hjertet på det levende væsen og at den tager tilflugt i en ny krop efter døden. Oprindelig kommer sjælen fra Gud. På samme måde som når en gnist der falder fra ilden, ser ud til at slukkes, kommer sjælens gnist oprindelig fra den åndelige verden til den materielle verden. I den materielle verden falder den ned i tre forskellige tilstande, som kaldes "naturens kvaliteter". Når en gnist falder fra ilden på tørt græs, fortsætter dens brændende kvalitet. Når gnisten falder på jorden, kan den ikke fremvise sin brændende manifestation, medmindre jordbunden er favorabelt lokaliseret.  Og når gnisten falder på vand, slukkes den.

På samme måde finder vi tre slags livstilstande.  Det levende væsen har fuldstændig glemt sin åndelige natur, et andet har næsten glemt den, men har stadig et stænk af åndelig natur, og et tredie er fuldstændig i sin søgen efter åndelig fuldkommenhed. Der findes en ægte metode til at opnå åndelig fuldkommenhed for den åndelige gnist og, hvis man vejledes tilstrækkeligt, bliver man i stand til at vende hjem, tilbage til den guddommelige tilstand, hvorfra man oprindelig faldt. Det ville være en stor gave for det menneskelige samfund, hvis denne autoriserede information fra den vediske litteratur præsenteredes i den moderne verden, på basis af moderne videnskabelig forståelse. Kendsgerningerne findes allerede, de behøver blot at blive præsenteret.

Med venlig hilsen,  Deres hengivne  A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupuda