Bevidsthed som forsøgsobjekt

Noget bliver ikke rigtigt af, at det står i nogle skrifter, eller fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er evig, overleveret viden - viden, der kan undersøges og verificeres gennem den rette metode. I den vediske tradition har man 3 referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig - guru, sadhu og sastra - dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne. De må alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden bliver der også tilbudt en videnskabelig proces igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftiget.

I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til noget uden for sig selv.

Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen. Den materiellevidenskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.

Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets relation til verden og Gud. Derfor siger Krishna:

Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)

Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.

Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet - hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers, hvad der er rigtigt og forkert?

Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?

Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.

På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden ned gennem historien via rækken af disciple.

Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set sandheden. (Bg. 4.34)

Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,  eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)

Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du,  når du befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)

Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna, brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)

I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden. Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)

En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)

Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)

Evigheden er en valgsag

Enhver kan uanset, hvad han tror på, opleve, at han er en konstant eller evig observant i tilværelsen.

Krishna siger:

Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)

Det, Krishna siger her, er, at ens krop forandrer sig konstant fra barndom til ungdom til alderdom. Men selvet eller jeg'et indeni forbliver konstant. Ens sind og intelligens ændrer sig - man formodes at blive klogere med alderen, ens tanker, følelser, vilje og fornemmelser ændrer sig sig efterhånden som livet skrider frem.

Men det er den samme jeg-fornemmelser, der oplever alle forandringerne. Det er den samme observant. Personligheden forbliver den samme på trods af alle forandringerne i materien. Det er den evige sjæl. Det er den samme person eller sjæl, der sidder indeni barndomskroppen som den, der sidder i alderdomskroppen. På den måde kan enhver opleve deres egen evighed.

Det er et spørgsmål om absorbtion - enten er man absorberet i materien, der ændrer sig hele tiden. Man er absorberet i sine tanker, følelser og vilje. Sindets funktion er at tænke, føle og ville. Eller også er man absorberet i sit evige selv, dvs. man er absorberet i at observere sine tanker, følelser og vilje, man er absorberet i sin egen bevidsthed.

Det er et valg, man har. Og ens valg vil være et resultat af den måde hvorpå, man er blevet påvirket af materien.

Når ens valg er motiveret af at ville blive FRI af materien, så begynder ens åndelige rejse tilbage til evigheden.

Krishna siger:

En person, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker - der som floder løber ud i havet, selvom havet forbliver uberørt – kan alene finde fred, men det kan den, der forsøger at tilfredsstille sådanne ønsker, ikke. (Bg 2.70)

Den, der har opgivet alle former for lyst til sansenydelse, som lever fri for lyst, som har opgivet enhver form for besiddertrang, og some er fri for falsk ego – kun en sådan person kan opnå fred. (Bg 2.71)

Dette er vejen til et åndeligt og guddommeligt liv efter at have opnået hvilket, man aldrig mere vil blive forvirret. Hvis man er således situeret selv på dødstidspunktet, kan man træde ind i Guds rige. (Bg 2.72)

Vedanta - Konklusionen på al viden

Enhver kan opleve tre aspekter af virkeligeheden. I Bhagavad Gita beskrives de som kenderen, det kendte og kundskab - dvs. observanten, det der observeres og den metode gennem hvilket noget observeres. Vedanta udgør en arbejdsmodel, der gør det muligt at studere disse tre virkelighedsaspekter videnskabeligt. Vedanta siger, at enhver kundskabsmetode, der ikke på videnskabelig vis beskriver hele virkeligheden, tilhører uvidenhedens kategori.

Den i dag fremherskende metode til at indhente viden , den empiriske videnskab, definerer ikke virkeligheden på videnskabelig vis, idet den kun beskæftiger sig med to virkelighedsaspekter - det der observeres, og metoden gennem hvilken det observeres. Den sidste og vigtigste del, nemlig selve observanten, lades der hånt om. Ifølge den toneangivende gren af den empiriske videnskab, som vi kan kalde Scientismen for at adskille den fra mere seriøse former for videnskabelig forskning, kan den totale virkelighed beskrives udelukkende som materielle vekselvirkninger. Det er dog ikke lykkedes Scientismen at understøtte denne antagelse på videnskabelig vis, dvs. gennem eksperiment og observation. Ikke desto mindre nægter Scientismens tilhængere at acceptere andre forklaringer. Selv forklaringer, der giver en mere konsistent og tilbundsgående forklaring af virkeligheden, som f.eks. Vedanta systemet, afvises på forhånd.

Vedanta opererer udfra præmisen, at enhver metode, der ikke skelner mellem observanten, det der observeres, og metoden til observation, ikke kan anses for kundskab, men må henregnes til uvidenhedens kategori. Dette kan ses i forhold til materie og ånd (bevidsthed). Observanten eller sjælen er bevidsthed, og det, der observeres, er materie eller stof. Indenfor Scientismen skelner man ikke mellem observanten og det observerede, idet begge størrelser her anses for at tilhøre materien.

I Vedanta filosofien anses kenderen, eller observanten for ånd (bevdidsthed), og det kendte, eller det der observeres, kan enten være materie eller ånd. Kundskabsmetoden kan også være enten åndlig eller materiel, alt efter hvad bevidstheden er absorberet i at studere. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere sin bevidsthed, er det åndeligt. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere materien, er det materielt. Scientismen beskæftiger sig kun med det materielle, og fungerer ud fra antagelsen, at der ingen forskel er på kenderen og det der kendes, og at den eneste legitime kundskabsmetode er empirisk observation. Dette er i høj grad en selvpåtaget begrænsning, idet den kun giver adgang til at studere og forstå et meget lille og ganske uvæsenligt udsnit af virkeligheden.

Tiden er et andet element, der bliver videnskabeligt beskrevet i Vedanta filosofien. Scientismens spekulationer vedrørende elementet tid, kan ikke siges at være den mindste smule videnskabelige, eftersom de ikke følger den vedtagede videnskabelige metode, dvs. opstillelsen af en hypotese, eksperimentering, og formuleringen af en konklusion. I stedet formulerer man konklusioner og tilpasser sine eksperimenter og hypoteser efter disse. Det er værd at lægge mærke til her, at man indenfor Scientismen har overtaget den Kirkelige opfattelse af tidselementet som en liniær størrelse, hvor man i Vedanta beskriver tiden som cyclisk.

Vedanta giver mulighed for at studere tiden videnskabeligt. I forhold til tidselememntet kan bevidsthed ses som evig og materien som midlertidig. I samme forbindelse beskrives bevidsthed som viden og materien som uvidenhed - som man altså kan have viden om. I Sri Isopanisad beskrives det f.eks. at man samtidig med kultiveringen af viden må kultivere kundskab om uvidenheden, for at kunne hæve sig over den.

Så ånd, eller bevidsthed, anses for viden, og materien anses for uvidenhed, eller sagt på en anden måde: bevidstheden er det gode, og materien er det onde. I Vedanta opererer man ikke med begreberne godt og ondt. Man taler om viden og uvidenhed i stedet for. Dette viser, at viden er evig og uvidenhed er midlertidig. MAO, det som indenfor Scientismen forherliges som foranderlig og tillempelig viden, bliver i Vedanta systemet klassificeret som uvidenhed. Kun viden om det, der er evigt, anses for rigtig kundskab i Vedanta filosofien. Dvs. at virkelig viden ikke forandrer sig. Virkelig viden er konstant.

Begreberne "godt" og "ondt" oversættes altså i det vediske system til "viden" og "uvidenhed" eller "evig" og "midlertidig."

Som vi kan se, henregnes hele denne verden til uvidenhedens kategori. Begyndelsen til al viden finder sted, når vi begynder, i det mindste teoretisk, at skelne mellem kroppen, sindet og selvet. Selvet er således observanten, der er placeret som i en maskine udgjort af materien. Observanten er jeg-fornemmelsen indeni kroppen, og den er konstant, og kroppen og sindet er foranderligt. Deraf kan vi forstå, at selvet er forskelligt fra kroppen og sindet. Denne viden er blevet vedligeholdt i det menneskelige samfund gennem discipelrækken, der har viderebragt kundskaben ned gennem tiderne, og som tilbyder mennesket en arbejdsmodel ved hjælp af hvilken virkeligheden kan stadfæstes som den er.

Denne kundskab er autoritativ, fordi den er understøttet af en intakt succesion af disciple eller åndelige mestre, og fordi den har basis i sastra - den vediske literatur, som er udsprunget fra den ældste og mest avancerede kultur i verden. Ingen kan blive en åndelig mester, dvs. professor i åndelig kundskab, uden først at have studeret som discipel under vejledning af en ægte åndelig mester, hvilket bl.a. indebærer at følge de regulerende principper for åndeligt liv.

Derudover kan denne viden også bekræftes gennem empirisk forskning.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)

Den materielle natur

Det følgende er ikke baseret på tro. Det er en eksakt videnskab kaldet sankya, der består i at analysere den materielle natur.

For at forstå den materielle natur, bliver man nødt til at dele den ind i elementer. Her kommer det naturliges spørgsmål ind, ønsker jeg jeg i virkeligheden at forstå den materielle natur?

Jeg siger i virkeligheden, for hvem kan egentligt sige hvad virkeligheden er. Vi har alle vores helt egen lille oplevelse af verden omkring os, en oplevelse der er enestående subjektiv

 I det moderne system deler man naturen ind i grund-elementer, fysiske grundstoffer, gener, atomer og molekyler osv.

I sankya systemet deler man verden ind i 24 grund-elementer.

Hvad er bevidsthed?

Her må det være relevant at citere den verdensberømte fysiker og Nobelprimodtager Eugene Wigner fra Canada, som sagde: "Der er to slags virkelighed eller eksistens, nemlig eksistensen af min bevidsthed og eksistensen af alt andet. Den sidstnævnte virkelighed er ikke absolut, men kun relativ."

Det som Wigner siger er, at for det første er vi bevidste om os selv, og for det andet er vi bevidste om tingene omkring os. Det er disse to slags bevidsthed eller virkelighed, som Wigner påpeger eksistensen af. Men hvordan forklarer vi det?

Der er to måder at forklare bevidsthed på, nemlig den rent materialistiske måde og den metafysiske eller åndelige, som vi her i Krishnabevægelsen bekender os til.

Den rent materialistiske opfattelse af bevidsthed vil sige, at man forklarer fænomenet som et resultat af vekselvirkninger mellem forskellige kemikalier og nerveimpulser som foregår i vore hjerner. Når disse vekselvirkninger bliver tilstrækkelig komplicerede, kalder man det bevidsthed. Vi kan i denne forbindelse citere et par videnskabsmænd, f.eks. den franske fysiker de La Mettrie, som allerede i 1750 skrev: "Lad os da frejdigt konkludere at mennesket er en maskine." Eller i vor egen tid, hvor vi har Oxford-zoologen Richard Dawkins, som sagde: "Vi er overlevelsesmaskiner. Robotkøretøjer som blindt er programmeret til at bevare de selviske molekyler, der kendes som gener."

Indenfor psykologien er det ligeledes et udpræget fænomen, at man vil reducere bevidsthed - og dermed mennesket - til blot at være et spørgsmål om organiske forbindelser. Det går i virkeligheden tilbage til selveste Sigmund Freud, som havde det ønske at demonstrere at bevidsthed, og de dermed forbundne psykologiske fænomener, ikke var andet end forskellige biologiske mekanismer. Det lykkedes ham dog ikke at føre beviset og han sagde på et tidspunkt: "Jeg har ikke noget ønske om at efterlade psykologien hængende i luften, uden noget organisk grundlag, men udover at jeg er overbevist om dette, har jeg intet - hverken teoretisk eller terapeutisk - hvorpå jeg kan arbejde videre. Derfor må jeg handle som om jeg konfronteres med psykologiske faktorer alene. Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke kan få det til at hænge sammen endnu."

Men under alle omstændigheder var det Freuds ønske at reducere psykologiske fænomener til udelukkende at være et spørgsmål om materialisme.

En anden psykologiprofessor fra begyndelsen af dette århundrede, John B. Watson fra Johns Hopkins University, sagde om bevidsthed: "Den er aldrig blevet set, rørt, lugtet eller smagt. Det er en ren antagelse, der er ligeså ubeviselig som det gamle begreb sjæl".

I nutidig forlængelse af denne opfattelse, har vi de moderne computerteknologer, hvis bedrifter har slået menneskeheden med forbløffelse og beundring i de senere år. Mange af disse computerteknologer tror, at hvis vi blot fortsætter med at udvikle, så vil vi på et tidspunkt opleve at maskinerne bliver levende og lige så bevidste og intelligente som mennesker.

En af dem, Marvin Minsky fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), skriver: "Snart vil en maskine blive skabt, der har en intelligens som et gennemsnitsmenneske. Maskinen vil være i stand til at uddanne sig selv. På nogle få måneder vil den have geni-niveau og et par måneder senere vil dens evner og kræfter være fuldstændig ufattelige og umålelige. Hvis vi er heldige, vil maskinen beslutte sig til at holde os som kæledyr."

En anden professor, Arthur Harkins fra University of Minnesota, skriver: "Ved år 2000 vil menneskeheden sandsynligvis begynde at undre sig over, hvordan man definerer et menneske. På det tidspunkt vil maskiner nemlig være lige så langt fremme."

Disse højt uddannede mennesker giver m.a.o. udtryk for, at bevidsthed udelukkende er et materialistisk fænomen. Spørgsmålet er derfor: kan bevidsthed forklares som et materialistisk fænomen? Er det blevet bevist at bevidsthed udelukkende er et spørgsmål om materielle elementers vekselvirkning? Eller, hvis det ikke er blevet bevist: er det sandsynligt at det vil blive bevist? Og videre: er det en principiel umulighed at bevidsthed kan opstå som et produkt af materielle elementer? Grunden til disse spørgsmål er, at vi står overfor en masse teorier, som tilsyneladende virker vældig logiske og velunderbyggede, men som ved nærmere eftertanke viser sig at være løsthængende påstande.

Som det måske vil være lytterne bekendt, behandlede vi i sidste udsendelse påstanden om, at liv blot skulle være en kombination af molekyler og kemikalier. De fleste mennesker er i dag overbeviste om, at liv opstod ved en tilfældighed - eller at, hvis Gud stod bag, så har han skabt det som en kombination af molekyler og kemikalier. Og dette til trods for at det aldrig er lykkedes for videnskaben at skabe selv det mindste liv på kunstig vis. Vi har blot i mange år måttet høre på at, "en skønne dag vil videnskaben være i stand til at skabe liv i laboratoriet" eller "det er lige før - vi er meget tæt på!".

Som vi også demonstrerede sidste gang, er den slags udtalelser ikke rationelle og videnskabelige. At underbygge en teori, ved at påstå at den vil blive bevist i fremtiden, bygger ikke på rationel tænkning, men derimod på ønsketænkning - drømmerier. Vi står til en vis grad overfor det samme problem med fænomenet bevidsthed.

Der er ingen som på nuværende tidspunkt har været i stand til at demonstrere hvad bevidsthed - rent fysisk - er. Der er heller ingen som har været i stand til at skabe en bevidst maskine; sommetider ser man en computer som udviser forbløffende evner, men hvor dygtig den end måtte være til at svare på snedige spørgsmål, er ingen af disse maskiner i stand til at opleve bevidsthed.

For at anskueliggøre fænomenet, kan vi tage et eksempel: hvad forstås der ved at føle smerte? Vi ved selvfølgelig allesammen hvordan det føles, når man rammer ved siden af sømmet og hamrer sig selv over fingeren - det gør forbandet ondt! Vi kan ikke beskrive det med tal eller med en matematisk formel - eller på anden måde måle eller veje den - men ikke desto mindre er følelsen af smerte fuldstændig virkelig. Man kan ganske vist registrere det med forskellige målemetoder: der sker ændringer i hjernebølgerne og der udsendes nerveimpulser, men disse beskrivelser kan ikke beskrive oplevelsen af at føle smerte.

Man kunne sikkert få en maskine til at reagere på tilsvarende måde, hvis man udsatte den for en tilsvarende påvirkning, men derfra og så til at påstå at den har en personlig oplevelse af smerte, er der et stort - uoverstigeligt - skridt. Ingen har været i stand til at frembringe en maskine som føler smerte, glæde, lykke - eller udviser vilje. Maskinen kan i bedste fald efterligne forskellige ydre symptomer fra levende væsener, men ingen maskine kan udvise fænomenet bevidsthed: at være bevidst om påvirkning, verden - eller sig selv. Vi har god grund til at tro at det heller ikke i fremtiden vil kunne lade sig gøre at fremstille en sådan maskine, ejheller at bevise at bevidsthed er en vekselvirkning mellem forskellige materielle fysiske kræfter.

Hvorfor?

Der er flere argumenter og fænomener som strider imod, at dette skulle kunne være tilfældet.Thomas Huxley, som var en af Darwins store tilhængere og en rendyrket materialist, udtalte engang: "Der er en tredie ting i universet, nemlig at være vidende, at være bevidst. Og jeg kan ikke se dette fænomen som værende hverken materie eller kræfter - eller en kombination af disse."

Eller citatet fra begyndelsen af udsendelsen af Nobelprismodtageren, fysikeren Eugene Wigner: "Der er to slags virkelighed, nemlig at jeg er bevidst og ting jeg er bevidst om."

Man kan så stille spørgsmålet, siden man har så travlt med at forklare bevidsthed som et produkt af fysiske elementer (kemikalier, molekyler, stof, elektriske impulser etc.): hvad er materielle elementer egentlig? Hvis man gennemtænker spørgsmålet tilstrækkelig intenst, kommer man sikkert frem til noget i retning af, at "det er noget som vi er bevidste om".

At vi er bevidste om de materielle elementer, er selve grunden til at vi er i stand til at beskrive dem! Al vores viden om de materielle elementer bygger m.a.o. på, at vi er bevidste om dem. Sagt på en anden måde: Vores bevidsthed går forud for vor viden om de materielle elementer! Og vores bevidsthed er en betingelse for vor viden om de materielle elementer. Når man arbejder med logisk bevisførelse, har man nogle grundlæggende forudsætninger, som ikke nødvendigvis kan bevises ("sådan er det bare"), og hvorpå alle følgeslutninger hviler - er afhængige af.

Eks.: Den grundlæggende forudsætning er, at påstand A er sand.

Hvis påstand A er sand, må påstand B også være sand.

Hvis påstand B er sand, må påstand C også være sand.

Dette kaldes en "logisk kædeslutning".

Man kan derimod ikke konkludere at fordi påstand C er sand, så må påstand A også være sand:

det er jo på påstand A at hele konklusionen hviler. Man kan ikke bevise sine forudsætninger ved hjælp af sine konklusioner.

At bevise sine forudsætninger ved hjælp af sine konklusioner kaldes "cirkulær logik". Hvis man derfor vil bevise at bevidsthed er et produkt af materielle elementer, er det et eksempel på cirkulær logik:

Først tager man den grundlæggende forudsætning, nemlig at jeg er bevidst (påstand A).

Derefter konkluderer man at der er noget jeg er bevidst om (påstand B). Og endelig vil man som følge af at der er noget som jeg er bevidst om (påstand B), forklare selve bevidstheden (påstand A). Hermed har vi en klar og logisk indvending imod påstanden om, at bevidsthed skulle kunne være et produkt af materielle elementer!

Denne følgeslutning er en naturlig konklusion af Eugene Wigner's udtalelse om, at der er to slags virkelighed:

1. Jeg er bevidst (dette, at jeg er bevidst, er et absolut, som ikke afhænger af nogensomhelst anden erfaring eller oplevelser iøvrigt).

2. Jeg er bevidst om ting omkring mig (de ting jeg er bevidst om, er kun relative; relative i forhold/relation til min bevidsthed).

Det er som sagt aldrig blevet bevist eller demonstreret, at bevidsthed skulle kunne opstå som et produkt af materielle elementers vekselvirkninger. Ligeledes er der heller aldrig opstillet en teoretisk model som viser, hvordan bevidsthed skulle kunne opstå som et produkt af materielle elementers vekselvirkninger. Vi konkluderer derfor:

BEVIDSTHED ER DEN ABSOLUTTE VIRKELIGHED og DEN MATERIELLE VIRKELIGHED ER KUN EN RELATIV VIRKELIGHED

(relativ i forhold/relation til vores bevidsthed).

Vi går nu et skridt videre og kommer med nogle empiriske eksempler, som viser at bevidsthed er et metafysisk fænomen. Vi vil demonstrere at bevidsthed kan eksistere uafhængig af materielle omstændigheder og bringe nogle eksempler som umuliggør at bevidsthed blot skulle være et spørgsmål om materielle elementers vekselvirkning. Det vi skal beskæftige os med, er de såkaldte ud-af-kroppen oplevelser (fremover benævnt NDE, fra engelsk: Near Death Experience).

Masser af mennesker har haft denne oplevelse. Det sker normalt i forbindelse med en ulykke, et hjertetilfælde; altså en situation hvor en person befinder sig i total bevidstløshed og endda i visse tilfælde er skindød (d.v.s. erklæret død, men senere genoplivet). Mange har haft oplevelsen af at være fuldt bevidste, at svæve over det sted hvor kroppen ligger og kunne iattage alt hvad der sker, ligeså klart - eller klarere - end ved normal bevidsthed.

Senerehen bliver man nærmest "suget" tilbage i kroppen igen, vågner op og er i stand til at give en nøjagtig beskrivelse af hændelsesforløbet mens man var uden for bevidsthed. Det er et fænomen som har været kendt til alle tider, men særlig interessant for os er det, at en del læger er begyndt at tage det seriøst og derfor har startet forskningsprojekter desangående.

En af disse er en amerikansk hjertespecialist - Michael B. Sabom (herefter kaldt MBS) - som til at begynde med var ret skeptisk overfor fænomenet, men ikke desto mindre lavede et forsøg, hvor han opdelte sine patienter i to grupper på hhv. 32 og 25 patienter. I gruppen på 32 påstod alle at have været uden for kroppen, i gruppen på 25 påstod ingen at have været uden for kroppen under operationen. MBS er specialist i en speciel genoplivningsoperation (eller rettere: -aktion) for hjertepatienter. MBS bad personerne i de to grupper om at beskrive hvad der var sket under genoplivningsaktionen. I gruppen på 25 lavede 20 en væsentlig og afgørende fejl i bekrivelsen af deres genoplivning, som viser at de ikke kan have set hvad der var sket. 5 af dem gav en korrekt, men begrænset beskrivelse af aktionen. I gruppen på 32 afgav de 26 patienter en generel visuel beskrivelse af hændelsesforløbet, 6 beskrev forløbet forbløffende akkurat ned til mindste detalje. En af disse - en kvinde som havde været blind i tyve år - var i stand til at beskrive de enkelte apparater (incl. farver) og teknikker, hvoraf en del var blevet opfundet efter hun var blevet blind. Dette og lignende studier fik MBS til at acceptere NDE-fænomenet som en kendsgerning.

Nogle har indvendt, at de personer som deltog i forsøget, i virkeligheden blot har været halvvejs bevidstløse, men MBS forklarer at det ganske vist sommetider sker at folk kun er halvt bevidstløse, men at deres beskrivelser af det skete i så fald ikke er nøjagtige og ofte mareridt-agtige i deres natur, i fuldstændig kontrast til de meget klare, livagtige - og behagelige! - oplevelser som NDE-personerne har haft.

Andre har indvendt imod NDE oplevelser at disse kun finder sted hos folk som er disponeret for det, f.eks. religiøse mennesker o.l., som får dem til at tro at det kan lade sig gøre. MBS undersøgte derfor en stor gruppe personer som påstod at have haft NDE-oplevelser, men fandt ingen fællestræk hos disse vedr. alder, køn, race, geografisk tilknytning, uddannelse, arbejde, religiøs baggrund, kendskab/ikke kendskab til NDE-oplevelser m.m.

Andre igen har påstået at en NDE-oplevelse er en overlevelsesreaktion hos mennesker som befinder sig i dyb krise eller livsfare - en slags hallucination. Til dette svarer MBS med at berette om et tilfælde, hvor en mand går over en parkeringsplads, hen mod sin bil. Henne ved bilen besvimer han, uden dog at nå at registrere hvad der sker. Det næste han oplever, er at han svæver over jorden og ser sin egen krop ligge nede på parkeringspladsen, mens 4-5 personer kommer løbende hen imod ham. Han hører alt hvad de siger og forstår alt, selvom han rent fysisk er fuldstændig bevidstløs.

Det næste vi vil gennemgå, er tidligere liv og folk der husker deres tidligere liv. De fleste af os har hørt om folk der husker deres tidligere liv og måske læst om det i forskellige blade. En del af det er afgjort af tvivlsom værdi, mens andet er korrekt - og ihvertfald ikke kan afvises. Desuden findes der i dag en reinkarnationsforskning, der er så gennemgribende at den ikke kan afvises.

DEN BEVIDSTE PERSON - SJÆLEN - VANDRER FRA DET ENE LIV TIL DET NÆSTE

Et af de forskningsarbejder som understøtter denne påstand, er udført af professor i psykiatri ved Virginia's universitet i USA, Ian Stevenson (fremover benævnt IS). Han har arbejdet med reinkarnation i mange år, bl.a. har han undersøgt hundredevis af børn som har spontane minder fra deres tidligere liv. I adskillige tilfælde har han været i stand til at understøtte børnenes beretninger som værende sande. Ved at interviewe børnene og bagefter bringe dem til de lokaliteter, hvor de påstår at have levet i et tidligere liv, har han kunnet bekræfte at tingene forholdt sig som børnene havde fortalt - også selvom børnene aldrig har været på det pågældende sted (i deres nuværende liv).

Et sådant eksempel er tilfældet med Sukla som var datter af en bengalsk jernbanearbejder. Da hun var lille, ville hun vugge en dukke i sine arme og kalde den Minu. Hun talte til Minu som var det hendes datter og hun talte om Minus far og hans to brødre. Ifølge Sukla boede de i alle Bhatpara og hun insisterede på, at hendes (nuværende) forældre skulle bringe hende derhen. Efter et stykke tids forløb blev Suklas far overbevist om, at Sukla måtte have været en kvinde i Bhatpara tidligere. Han indvilgede derfor i at bringe hende derhen. Efter at have undersøgt byen Bhatpara, som lå langt fra deres bopæl, og fundet ud af at der havde boet en kvinde der nogle år tidligere ved navn Mana, som havde haft en datter der hed Minu, men som var død.

Suklas far var nu overbevist om, at hans datter tidligere måtte have levet som Mana, og han bragte hende rent faktisk til Bhatpara, hvor Sukla ved ankomsten omgående bragte dem igennem de forskellige huse til det sted, hvor Mana havde levet. Derefter udpegede hun Mana's mand, svigermor og svoger fra en gruppe på 30 personer - samt pigen Minu (Manas datter) som nu var ældre end Sukla. Disse detaljer er blevet gennemforsket af IS, som har udgivet flere bøger om dette emne (det nævnte tilfælde er hentet fra bogen "Tyve tilfælde som tyder på reinkarnation").

IS er en smule skeptisk overfor anvendelse af hypnose i forbindelse med reinkarnation, fordi det under visse omstændigheder kan fremkalde illusioner, som kan forveksles med oplevelser fra tidligere liv (disse "tilbagefald" kaldes også regressioner). Alligevel er der tilfælde, hvor der faktisk ikke kan herske tvivl om, at det drejer sig om inkarnation. Et af disse er en amerikansk kvinde fra Philadelphia, som af IS blev bragt tilbage til et tidligere liv under hypnose. Pludselig var hun ikke længere amerikaner, men svensk bonde fra 1800-tallet og talte flydende svensk, selvom hun på dette tidspunkt aldrig havde kendt noget til svensk eller Sverige.

Hun udtalte endda specielle svenske lyde, som ikke findes i det engelske ordforråd eller alfabet. Tilfældet nævnes i værket "A case of xenoglossy". IS stoppede eksperimenterne med kvinden efter et par gange, fordi hun til sidst ikke kunne finde ud af, hvem hun virkelig var. Under det sidste eksperiment slog hun spontant (uopfordret) tilbage til den svenske bonde, hvorefter IS ikke turde fortsætte forsøgene med hende længere.

IS's studier giver overbevisende belæg for, at det bevidste selv kan vandre fra  n fysisk krop til den næste. Det modbeviser samtidig ideen om at bevidsthed og personlighed blot er et resultat af forskellige materielle vekselvirkninger.

Der kan ikke være tvivl om, at den dag vi dør, går kroppen til grunde og intet af denne forbliver i sin nuværende skikkelse, så hvis noget skal overleve, må det være et ikke-fysisk element. Den enkleste forklaring er så afgjort, at det er det vi kalder "sjælen" som vandrer. Hvis nogen har en bedre forklaring, er vi villige til at købe den her på Radio Krishna. Indtil da tillader vi os at konkludere at: Sjælen vandrer fre det ene liv til det næste, samt at Bevidstheden (sjælen) intet har at gøre med de materielle elementer. Sjælen/bevidstheden/livssymptomet har intet at gøre med de materielle elementer.

Som afslutning på dagens emne - BEVIDSTHED - har jeg tænkt mig at læse en artikel om en kanadisk hjertekirurg, som ønsker at vide hvad sjælen er - og Hare Krishna bevægelsens grundlægger Srila Prabhupada's svar på dette indlæg.

Allerede i 1968 udfordrede Srila Prabhupada de fysiske videnskabsmænd på et stort møde som blev afholdt på MIT (Massachusetts Institute of Technology) ved at sige: "Selv om dette store akademi for kundskab har så mange afdelinger til udvikling af kundskab, er der ikke en eneste der forsker i at finde forskellen mellem en levende krop og en død krop." Det fortælles at på det tidspunkt var der noget nær total tavshed blandt det 200 mand store publikum, selvom MIT var kendt for at være det mest udfordrende publikum man kunne stå overfor. Srila Prabhupada påpegede, at selvom de forsker og forsker og har utrolig stor viden på mange områder, har de dog ingen viden om det mest centrale i livet, nemlig hvad liv i det hele taget er, og hvad forskellen mellem liv og død er. Det er der ingen der har tænkt over, ingen har forsket i det og alle har fuldstændig overset det.

Artiklen i Montreal Gazette lød som følger: Hjertekirurg ønsker at vide, hvad en sjæl er.

En verdenskendt kanadisk hjertekirurg siger, at han tror at kroppen har en sjæl som forlader den efter døden, samt at teologer burde forsøge at finde ud af mere om dette. Dr. Wilfort G. Biggalow, leder af kirurgisk hjertekar afdeling i Toronto General Hospital, sagde at som en person der tror at der findes en sjæl, mente han at tiden var inde til at fjerne mysteriet omkring den og finde ud af, hvad den er.

Biggalow var medlem af et panel der stod frem for The Essex County Medical Legal Society, for at diskutere problemerne med et forsøg på at definere det eksakte dødstidspunkt. Spørgsmålet er blevet vigtigt i en tidsalder med transplantationer af hjerte og andre organer i tilfælde, hvor donorerne uundgåeligt dør. Canadian Medical Association har fremsat en bredt accepteret definition af døden, som tidspunktet hvor patienten, der er i coma, ikke reagerer på stimuli af nogen art, og hjernebølgerne, optaget på en maskine, er udjævnet. De andre medlemmer af panelet var mr. Justice Edson L. Haynes (Ontario Supreme Court), J. Francis Liddy (president for University of Windsor).

Biggalow, der omhyggeligt gennemarbejdede de punkter han rejste i løbet af diskussionen, sagde senere i et interview at hans 32 år som kirurg havde efterladt ham uden tvivl om, at der findes en sjæl.

Der er bestemte tilfælde, hvor man er tilstede på det tidspunkt, hvor folk passerer fra den levende tilstand til den døde, og nogle mystiske ændringer finder sted. Et af de mest påfaldende er den pludselige mangel på liv eller styrke i øjnene, der bliver dunkle og livløse. Det er svært at dokumentere hvad man observerer. I virkeligheden tror jeg ikke at det kan dokumenteres særlig godt.

Biggalow, der blev verdenskendt for sit pionerarbejde i dybfrostkirurgisk teknik, også kaldet hypotermia, og for sin hjerteklapkirurgi, udtalte at sjæleefterforskning burde underlægges teologi og beslægtede fag ved universitetet. I løbet af diskussionen udtalte Liddy: "Hvis der findes en sjæl, vil man ikke komme til at se den. Man vil aldrig finde den. Hvis der findes et princip for vitalitet eller liv, hvad er da dette? Problemet var at sjælen ikke eksisterede i noget specielt geografisk sted, den findes over det hele og alligevel ingen steder. Det ville være rart at begynde at eksperimentere, men jeg ved ikke hvordan man kan nå frem til nogensomhelst af disse ting." Han udtalte endvidere at diskussionen mindede ham om den sovjettiske kosmonaut der kom tilbage fra rummet og rapporterede at der ingen Gud var, fordi han ikke havde set ham deroppe. "Måske ja" svarede Biggalow, "men når den moderne medicin møder noget som ikke kan forklares, er parolen: find svaret, bring det til laboratoriet, så vi kan finde frem til sandheden.

Og det centrale spørgsmål er: hvor findes sjælen? Hvor kommer den fra?"

Som svar på denne artikel sendte Srimad Prabhupada følgende svar:

Min kære doktor Biggalow! Modtag venligst mine hilsener! Fornylig læste jeg en artikel i Gazette af Ray Corelli med overskriften: Hjertekirurg ønsker at vide hvad en sjæl er. Det var meget interessant. Deres kommentar viser stor indsigt, så jeg tænkte at jeg ville skrive til Dem om dette emne.

De ved måske at jeg er grundlægger af Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed. Jeg har flere templer i Canada: Montreal, Toronto, Vancouver og Hamilton. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse er specielt beregnet til oplæring af enhver sjæl om hans oprindelige åndelige position. Sjælen er så afgjort tilstede i hjertet på det levende væsen og den er kilden til alle nødvendige energier til opretholdelse af kroppen. Energien fra sjælen spredes ud over hele kroppen og kaldes bevidsthed. Eftersom denne bevidsthed udbreder energien fra sjælen ud over hele kroppen, kan man føle smerte og glæde i alle dele af kroppen. Sjælen er individuel og den vandrer fra den ene krop til den næste, på samme måde som en person der vandrer fra spæd til barn, fra barn til ung og videre til ældre og ældre kroppe. Derefter sker forandringen, kaldet døden, hvor vi skifter til en ny krop, ligesom vi skifter vort gamle tøj ud med noget nyt.

Dette kaldes sjælevandring. Når en sjæl ønsker at nyde denne materielle verden, idet den glemmer sit virkelige hjem i den åndelige verden, antager den dette liv med hårdt slid for tilværelsen. Dette unaturlige liv med gentagen fødsel og død, sygdom og alderdom kan undgås, hvis menneskets bevidsthed sammenlægges med Guds højeste bevidsthed. Dette er det grundlæggende princip i vor Krishnabevægelse. Vedr. hjertetransplantationer er der intet håb om succes, medmindre sjælen er tilstede i hjertet, så tilstedeværelsen af sjælen må nødvendigvis accepteres. Hvis sjælen ikke er med i et seksuelt samleje, bliver der ingen undfangelse - ingen graviditet. Kontraception forringer livmoderen, så den ikke længere er et godt sted for sjælen. Dette er imod Guds forskrifter. Efter Guds ordre sendes en sjæl til et bestemt moderliv, men p.g.a. denne kontraception nægtes den adgang til moderliv og må derfor finde plads i et andet. Dette er ulydighed imod Den Højeste.

Lad os tage et eksempel med en mand der bor i en bestemt stor lejlighed. Hvis forholdene der bliver så generende at han ikke kan komme ind i sin lejlighed, sættes han i stor forlegenhed.Det er ulovlig indblanding og er strafbart.

Optagelse af sjæleefterforskning ville så afgjort markere et videnskabeligt fremskridt. Men fremskridt i videnskaben vil ikke sætte Dem i stand til at finde sjælen. Sjælens tilstedeværelse kan kun konstateres ved forståelse af symptomerne. De vil i den vediske litteratur finde at sjælens størrelse - eller dimension - er omkring en titusindedel af et punkt. Den materielle videnskab kan ikke engang måle længden og bredden af et punkt.

Derfor er det ikke muligt for den materielle videnskabsmand at fange sjælen. De kan kun acceptere sjælens eksistens ved at acceptere det fra autoriteter. Hvad den største videnskabsmand er ved at opdage, har vi forklaret for længe siden. Så snart man forstår eksistensen af sjælen, kan man med det samme forstå eksistensen af Gud. Forskellen mellem Gud og sjælen er, at Gud er en meget stor sjæl, mens det levende væsen er en meget lille sjæl. Men kvalitativt er de en og samme. Derfor er Gud altgennemtrængende og det levende væsen er begrænset, men arten og kvaliteten er den samme. Det centrale spørgsmål er, siger De, hvor findes sjælen og hvor kommer den fra?

Det er ikke svært at forstå. Vi har allerede slået fast at sjælen bor i hjertet på det levende væsen og at den tager tilflugt i en ny krop efter døden. Oprindelig kommer sjælen fra Gud. På samme måde som når en gnist der falder fra ilden, ser ud til at slukkes, kommer sjælens gnist oprindelig fra den åndelige verden til den materielle verden. I den materielle verden falder den ned i tre forskellige tilstande, som kaldes "naturens kvaliteter". Når en gnist falder fra ilden på tørt græs, fortsætter dens brændende kvalitet. Når gnisten falder på jorden, kan den ikke fremvise sin brændende manifestation, medmindre jordbunden er favorabelt lokaliseret.  Og når gnisten falder på vand, slukkes den.

På samme måde finder vi tre slags livstilstande.  Det levende væsen har fuldstændig glemt sin åndelige natur, et andet har næsten glemt den, men har stadig et stænk af åndelig natur, og et tredie er fuldstændig i sin søgen efter åndelig fuldkommenhed. Der findes en ægte metode til at opnå åndelig fuldkommenhed for den åndelige gnist og, hvis man vejledes tilstrækkeligt, bliver man i stand til at vende hjem, tilbage til den guddommelige tilstand, hvorfra man oprindelig faldt. Det ville være en stor gave for det menneskelige samfund, hvis denne autoriserede information fra den vediske litteratur præsenteredes i den moderne verden, på basis af moderne videnskabelig forståelse. Kendsgerningerne findes allerede, de behøver blot at blive præsenteret.

Med venlig hilsen,  Deres hengivne  A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupuda

En perfekt verden

En indvendig, man ofte hører fra ateister, er, at an almægtig Gud aldrig ville have skabt en verden, der er fuld af lidelse og elendighed.

Sagen er, at der allerede eksisterer en perfekt  verden uden lidelse. Det er den åndelige verden, hvor Krishna leger sammen med sine hengivne i evig viden og lyksalighed. Den materielle verden er et fængsel for de rebelske sjæle, der har vendt sig bort fra Krishna. Det er samtidigt en verden, hvor de rebelske sjæle kan forsøge at imitere Krishnas position som den højeste nyder og højeste hersker. Men så må de også selv tage ansvar for de handlinger, de udfører.

Så Gud har lavet en perfekt verden. Grunden til, at den materielle verden er et sted fuld af lidelse, er fordi, hvis den ikke var det, ville  ingen få øjnene op for, at det måske var en ide at vende tilbage til Krishna. Eftersom Krishna er kærligog venlig og ønsker at udveksle kærlighed med sine dele, vil Han gerne have, at de kommer tilbage til Ham. Den materielle verden er derfor et fængsel for de faldne sjæle, der er beregnet til at irettesætte dem.

På den anden side vil Han heller ikke tvinge sig selv på dem, der ikke ønsker at have noget med Ham at gøre. Men som sagt, hvis vi er trætte af lidelsen i den materielle verden, kan vo jo bare vende tilbage til Krishna, eller i det mindste lære at opføre os ordenligt, så vi ikke lider så meget. En ting, vi kan være helt stensikre på, er, at hvis vi lider i denne verden, har vi kun os selv at takke. Men det er typisk for ateister - de vi lgerne tage æren for alt det gode i verden, men det dårlige skylder de på Gud.

Det er jo så himmelråbende åndsvagt at anvende det faktum, at der er lidelse i verden, til at benægte en almægtig, kærlig Gud. Man kunne med lige så megen logik hævde at det faktum, at der er kærlighed og skønhed til i verden, betyder, at der er en god og kærlig Gud.

Som ateist er man helt afskåret fra at kunne definere noget som helst. Det eneste, de har som reference punkt, er den ide om kærlighed, de er blevet inpodet med af den kultur, de er produkter af, eller de fabrikerer deres helt egne opfattelser af kærlighed. Men det har ikke nødvendigvis noget med virkelig kærlighed at gøre. Hvis der ingen Gud er til at definere tingene for os, bliver begreber og ting intet andet end det, vi gør dem til. Man kan have sin mening om, hvad kærlighed er, men andre kan have en hel anden mening. Som ateist er man således dømt til relativitetens verden. Ikke desto mindre har de meget travlt med at forsøge at stadfæste deres spekulative ideer om verden som absolutte, ophøjede, uangribelige sandheder.

Krishna siger:

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Dødstidspunktet

Lad mig fortælle dig lidt om, hvad man kan forvente, der vil ske på dødstidspunktet, som det er beskrevet i Bhagavad Purana.

Hvis du har været meget, meget from og god, så vil du når du forlader din krop blive ført til de himmelske planeter og blive en halvgud. Der vil du nyde i millioer af år, før du  igen vil falde tilbage til jorden og blive født som menneske. På de himmelske planeter nyder man stort set som man gør på jorden - sex, drugs and rock'nroll, men det foregår på et mere subtilt plan. Der er himmelske dansepiger og vidunderlige haver og somaras (en intoxikerende drik), og musiken leveres af gandharvaerne (en slags engle), der er de himmelske musikere. På de himmelske planeter er der ingen alderdom og sygdom. Men til slut dør man og falder tilbage til en menneskelig krop.

Hvis du har været meget, meget ond og nederdrægtig vil du på dødstidspunktet blive hentet af Yamadhutaerne (dødens budbringere) og blive ført til de helvedesagtige planeter, hvor du vil blive pint og plaget i hvad der føles som en evighed. Det sker også på det subtile, astrale plan. Så kort tid kan forkomme som meget lang tid. Ligesom en drøm. Efter endt lidelse vil du blive født igen på jorden, men ikke nødvendigvis fra en menneskelig livmoder. Det kan være en hvilken som helst af 8.400.400 former for liv.

Hvis du bare har været et almindeligt menneske, ikke for god og ikke for ond, vil du på dødstidspunktet slukke. Du vil simpelthen falde i dyb søvn. 7 måneder senere vil du vågne op i en eller anden livmoder totalt snørret sammen. Foster tilstanden er yderst pinefuld, og du er ved fuld bevidsthed. Du vil huske alt om hvad du har gjort for at havne i den livmoder. Efter to måneder i dette helvede bliver du mast ud af et hul der er alt for lille og bliver født i total shok og glemmer alting.

Hvis du derimod har praktiseret åndeligt liv og tænker på Krishna ved dødstidspunktet vil du vende tilbage til din oprindelige, evige tilstand i den åndelige verden, eller du vil blive født på den planet i det univers i den materielle verden, hvor Krishna har fremtrådt for manifestere sine lege. Når det er slut vil du sammen med Krishna vende tilbage til den ådenlige verden. Den åndelige verden består af ren bevidsthed - dvs. evighed, viden og lyksalighed. Hvert eneste atom der er en sjæl i sin oprindelige rene tilstand.

Krishna siger:

Og hvem der end ved slutningen af sit liv forlader sin krop, idet han kun tænker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl. (Bg. 8.5)

Hvilken tilstand man end ihukommer når man forlader kroppen, O Kuntis søn, den tilstand vil man med sikkerhed opnå i det næste liv.  (Bg. 8.6)

Evigheden er en valgsag

Enhver kan uanset, hvad han tror på, opleve, at han er en konstant eller evig observant i tilværelsen.

Krishna siger:

Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)

Det, Krishna siger her, er, at ens krop forandrer sig konstant fra barndom til ungdom til alderdom. Men selvet eller jeg'et indeni forbliver konstant. Ens sind og intelligens ændrer sig - man formodes at blive klogere med alderen, ens tanker, følelser, vilje og fornemmelser ændrer sig sig efterhånden som livet skrider frem.

Men det er den samme jeg-fornemmelser, der oplever alle forandringerne. Det er den samme observant. Personligheden forbliver den samme på trods af alle forandringerne i materien. Det er den evige sjæl. Det er den samme person eller sjæl, der sidder indeni barndomskroppen som den, der sidder i alderdomskroppen. På den måde kan enhver opleve deres egen evighed.

Det er et spørgsmål om absorbtion - enten er man absorberet i materien, der ændrer sig hele tiden. Man er absorberet i sine tanker, følelser og vilje. Sindets funktion er at tænke, føle og ville. Eller også er man absorberet i sit evige selv, dvs. man er absorberet i at observere sine tanker, følelser og vilje, man er absorberet i sin egen bevidsthed.

Det er et valg, man har. Og ens valg vil være et resultat af den måde hvorpå, man er blevet påvirket af materien.

Når ens valg er motiveret af at ville blive FRI af materien, så begynder ens åndelige rejse tilbage til evigheden.

Krishna siger:

En person, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker - der som floder løber ud i havet, selvom havet forbliver uberørt – kan alene finde fred, men det kan den, der forsøger at tilfredsstille sådanne ønsker, ikke. (Bg 2.70)

Den, der har opgivet alle former for lyst til sansenydelse, som lever fri for lyst, som har opgivet enhver form for besiddertrang, og some er fri for falsk ego – kun en sådan person kan opnå fred. (Bg 2.71)

Dette er vejen til et åndeligt og guddommeligt liv efter at have opnået hvilket, man aldrig mere vil blive forvirret. Hvis man er således situeret selv på dødstidspunktet, kan man træde ind i Guds rige. (Bg 2.72)

Masserne har fået ørenlyd

For første gang i verdenshistorien har de brede masser fået lyd i offentligheden... gennem internet.

De brede masser forstår ikke hvordan, de bliver styret af den herskende magt. Hvad enten offentligt eller privat så udtrykker de blot tidens dominerende filosofi og virkelighedsforklaring.

Det er aldrig før sket i verdenshistorien, at illusion, uvidenhed og synd blev spredt vidt og bredt til offentligheden. Sine syndfulde aktivititeter og uvidenhed holdt man for sig selv. Det blev ikke brugt til at danne offentlig mening. Før i tide, hvor befolkningen var mere oplyst, var der ikke bred enighed om at forherlige illusoriske, dyriske principper. Eftersom samfundet var styret af gudelige kræfter, blev befolkningen uddannet i åndelige principper. Folket blev ikke fortalt, at der ingen mening var med livet, og at det blot gjaldt om at få det bedste ud af det i den korte tid, man havde.

Det er indlysende, at hvis folk tror, at dette liv er det eneste, de har haft og nogensinde vil få, så er det bare på med rundsavene og derudaf. Man tror, at dette er den eneste chance man nogensinde vil få til at nyde sin materielle krop.

Hvis man bilder befolkningen ind, at det højeste mål i livet er at tjene gode penge og bruge dem, så bliver folk til gode forbrugere. En befolkning,der er uddannet i livets virkelige mening, bliver ikke gode forbrugere, og det kan man ikke have i et forbrugersamfund.

Forestil jer en kultur hvor flertallet var oplyst om det faktum, at dette liv blot er et ud af milliarder af liv, vi har haft i de 8.400.000 livsarter. Vi har prøvet at blive tilfredse ved at opfylde basale kropslige og mentale behov. Kroppens behov er at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Sindets drifter er efter ære, anseelse og position i samfundet. Man har en trang til at være noget eller nogen.

Disse ønsker er iboende alle mennesker. Det er ikke noget, man kan slippe væk fra. Den slags ønsker kaldes materielle ønsker. Det er kropslige begær. Kroppen er materiel, sindet er materielt, så derfor er ønsker og begær efter at opfylde deres behov at anse for materielle. Materielle behov er selviske. Man er selv centrum for sine behov. Ens selviskhed kan være enten udviddet til familie, venner og samfund, eller den kan være total selvcentreret, men ens egen krop er altid centrum for, alt hvad man gør.

Materielle ønsker er intet andet end en forvrængning af sjælens virkelige ønske om at tjene Krishna. Man kan spise for Krishna, man kan sove for Krishna, man kan parre sig for Krishna og man kan forsvare sig for Krishna.

Det er hvad en ordentlig menneskelig kultur bør uddanne sin befolkning i. Når alle eller flertallet af befolkningen er enige om at tjene den samme helhed, Krishna, så giver det større fællesskabsfølelse og samhørighed. I stedet for at se alle andre som en krop, ser man dem som en sjæl. På den måde er der ingen racisme. samfundsmæssige skel eller national stolthed, for alle sjæle er ens - dele af den samme helhed.

I stedet uddanner man folk i bare at få det bedste ud af det på bedste beskub, for der er intet andet, og der vil aldrig blive andet, og dette liv er den eneste shance du nogensinde vil få til at få dine ønsker opfyldt.

I stedet for at centrere folk om Gud, centrerer man dem omkring et flag... et stykke broderet stof. Kan det bliver mere intetsigende og illusorisk, men der findes faktisk folk, der er villige til at gå i døden for deres nation. Og deres nation er intet andet end en midlertidig kropslig identitet. I sjælens evige eksistens varer den et par sekunder. Derfor er alting, der forstærker vores identitet med kroppen iværksat af ugudelige kræfter.

Et samfund, hvor de fleste mennesker tror, at de er deres krop, er et sygt samfund. Åndeligt sygt. Vi kan alting materielt men ingenting åndeligt. Vi har glemt hvor lyksagligt det er at tjene Krishna. Det er vores sygdom - at være absorberede i sansetilfredsstillelse.

Og den eneste kur mod denne sygdom er Krishnas navn. Det spiller ingen rolle, om man er kristen, hindu, muhammedaner eller buddhist, processensen er den samme - at synge, recitere eller meditere på Krishnas navn. Hvis man har en sekterisk modstand mod Guds oprindelige navn, Krishna, kan man anvende Jehova, Jahve, Allah, Jesus, eller Manito, Buddha eller Om eller Ram. Pointen er, at chante Guds navn. Hvis hele befolkningen gør det, så bliver verden utvivlsomt et bedre sted at være.

Krishna siger:

Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)

Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)

Alle tror på noget

Det er et indiskutabelt faktum, at alle tror på et eller andet. En tro bliver ikke mindre dogmatisk af, at den bliver fremstillet på TV eller udlært i skolen som videnskabelig. Troen på ET, BB og abiogenese er blot det, som flertallet tror på, og derfor kaldes det for  videnskabelige, udogmatiske teorier. Men der er intet videnskabeligt ved Evolutionstroen eller abiogenese. Det er blot den måde, det bliver fremstillet på i skolen og på TV. I virkeligheden er Evolutionstro og abiogenese og ideen om at universet blev skabt ved en stor eksplosion ren dogmatik. 

Der er tale om helt forskellige former for tro, det er rigtigt. Troen
på Gud og ID er rationel og bygger på fakta. Troen på abiognese, ET og
BB er helt blind tro. Der kræves gigantiske trosspring for at tro på
den slags sludder. 

Først var der ingenting, ikke engang tid eller rum. hahaha :) Allerede
her hopper kæden af. Men hør videre hvad idioterne tror på - så var
der et lille punkt, og puf, så poppede der et univers ud af det. Og så
er der den om kemikalierne, der skabte en amøbe, der så fik ben at gå
på og lærte at tale. Se blot vanviddet der foregår i Coca-cola
samfundet. Det mest evnesvage sludder bliver udlært på alle
universiteter som videnskabelige fakta, og troen på ID, der er
underbygget af al observation og logik, kaldes for irrationel og
uvidenskabelige tro. 

Jeg mener, er der noget at sige til, at folk i en sådan kultur er
ærkedeprimerede? Den moderne kultur forsøger endvidere bevidst at
underminere religiøse principper. 

Religionens fire grundpiller er - barmhjertighed, ærlighed, renlighed
og forsagelse. De fire syndefulde handlinger der underminerer
religionens grundpiller er dyreslagt, hasard, illegal sex og
beruselse. 

Det kan tydeligt observeres, at der i al film og TV foregår en bevidst
kampagne for at normalisere og fremhæve disse fire syndfulde
handlinger. Fx. så jeg for nogen tid sid en børnefilm, hvor der på et
tidspunkt er en ædekonkurrence for at se hvem, der kan spise flest
hamburgere. Man ser et stort fedt svin, der simplethen trykker burgere
ind i hovedet til han er ved at brække sig. Jeg mener, er det noget at
vise børn? Man burde hellere vise børnene, den sindsyge proces der
foregår på slagtehuset for at producere disse burgere. Men åh nej, det
kan vi ikke have, for dyreslagtning er den andenstørste forretning i
verden. 

For ikke at tale om al den sex, alkohol, stoffer og spil der foregår i
film. Er der noget at sige til, at verden går ad helvede til?
Kødspisning ødelægger barmhjertighed, hazard ødelægger ærlighed,
illegal sex ødelægger renlighed, og beruselse ødelægger forsagelse.
Det er tydeligt, at den moderne kultur styres af ateistiske og
dæmoniske kræfter, der bevidst forsøger at underminere religionens
fire støttepiller. 

Krishna siger: 

De, der er dæmoniske, ved ikke, hvad der bør gøres og hvad der ikke
bør gøres. Hverken renlighed, korrekt opførsel eller sandhed findes
hos dem. (Bg 16.7) 

De siger, at verden er uvirkelig, uden fundament, ingen Gud ved
magten. De siger, den er et resultat af sexbegær uden nogen anden
årsag end lyst. (Bg 16.8) 

I det de følger sådanne konklusioner, engagerer de dæmoniske, der ikke
kender sig selv, og som er uden intelligens, sig i ugavnlige,
forfærdelige handlinger, der er beregnet på at ødelægge verden. (Bg
16.9) 

Absorberede i indbilsk, falsk prestige, og således vildledte,
tiltrukkede som de er af det midlertidige, sværger de dæmoniske altid
til urene handlinger. (Bg 16.10) 

De tror på, at sansetilfredsstillelse er den vigtigste nødvendighed i
den menneskelige civilization. Lige til det sidste er der ingen ende
på alle deres ængstelser. Indviklet i et netværk af hundred og
tusindvis af længsler og absorberede i lyst og vrede, sikrer de sig
gennem ulovlige metoder penge til sansetlfredsstillelse. (Bg
16.11-12) 

Den dæmoniske person tænker: "Jeg har så meget rigdom idag, og ifølge
mine planer har jeg mere i udsigt. Alt dette er mit nu, og det vil øge
i fremtiden. Dette var min fjende, og jeg  har ryddet ham af vejen, og
mine andre fjender vil også blive dræbt. Jeg er herskeren over alting.
Jeg er nyderen. Jeg er perfekt, kraftfuld og lykkelig. Jeg er den
rigeste mand omgivet af aristokratiske slægtninge. Der findes ingen
mere magtful og glad end jeg. Jeg vl udføre ofringer. Jeg vil give
noget i velgørende, og således skal jeg fryde mig." På denne måde
bliver disse mennesker vidledte af uvidenhed. (Bg 16.13-15) 

Således forvirrede af forskellige ængstelser og indviklet i et netværk
af illusion, bliver de alt for meget tiltrukkede af sansenydelse og
falder ned i helvede. (Bg 6.16) 

Selvtilfredse og uforskammede, vildledte af rigdom og falsk prestige,
udfører de af og til stolt ceremonier, der blot er en facade, uden at
følge nogen regler og regulativer. (Bg 16.17) 

Krishna siger: 

Forvirrede af falsk ego, styrke, stolthed, begær og vrede, bliver de
dæmoniske misundelige på Guddommens Personlighed, der befinder sig i
deres egne kroppe såvel som i alle andres kroppe, og de bespotter den
virkelige religion. (Bg 16.18) 

De, der er misundelig og nederdrægtige, som er de laveste blandt
mennesker, kaster Jeg bestandigt ned i den materielle tilværelses
ocean i forskellige dæmoniske livsarter. (Bg 16.19) 

Idet de tager fødsel i de dæmoniske livsarter, O kuntis søn, kan den
slags mennesker aldrig nærne sig Mig. Gradvist synker de ned til de
mest afskyelige former for eksistens. (Bg. 16.20) 

Der findes tre porte, der leder leder til helvede - begær, vrede og
grådighed. Enhver forstandig person bør opgive disse, for de leder til
sjælens fornedring. (Bg 16.21) 

Det menneske, der har undsluppet disse tre porte til helvede, O Kuntis
søn, udfører handlinger, der er befordrende for selverkendelse, og
således opnår de gradvist det højeste mål. (Bg 16.22) 

Den, der lader hånt om skriftlige anvisninger og handler ifølge sine
egne luner, vil hverken opnå fuldkommenhed, lykke eller det højeste
mål. (Bg 16.23) 

Man bør derfor forstå, hvad der er pligt og hvad der ikke er pligt
gennem de skriftlige anvisninger, og gennem kendskab til sådanne
regler og foreskrifter bør man handle, så at man gradvist ophøjes. (Bg
16.24)