Den evige pligt

Hvis man vil forstå en ting eller et emne tilbunds, er man nødt til at forstå essensen af denne ting. Essensen eller den inderste uadskillelige kvalitet af et element eller objekt kaldes på sanskrit for dharma. Dharma er den iboende kvalitet i en ting, der gør en ting til det, den er; det, der ikke kan adskilles fra tingen. Dharma er med andre ord det, der giver tingen mening. Salts dharma eller meningen med salt er at være salt, En stens dharma, eller meningen med en sten, er at være hård; vands dharma, eller meningen med vand er at være vådt, ilds dharma er lys og hede, sukkers dharma er sødme osv. Disse er alle iboende kendetegn, der karakteriserer et element; det, der er meningen med elementet. Ild giver ingen mening, hvis den ikke brænder og udsender lys, honning giver ingen mening, hvis den ikke er sød. Det er ret indlysende.

Man kunne da spørge om, hvad er sjælens eller livs dharma? Hvad er meningen med sjælens eksistens? Hvad er det, der gør et levende væsen til et levende væsen og som ikke kan adskilles fra det levende væsen? Svaret, Vedaerne giver os, er tjeneste. Tjeneste eller det 'at tjene' er den iboende egenskab, der ikke kan adskilles fra sjælen. 

Sjælen eller livsgnisten, der er en evig del af Krishna, er simpelthen beregnet til at tjene Krishna. I sin betingede tilstand, hvor sjælen lever adskilt fra Krishna, kommer tjenesten til udtryk på alle mulig andre måder, men den tjenende tendens skinner uværgerligt igennem. Vi er alle nødt til at tjene nogen eller noget.

Som forældrer tjener vi vore børn, vi tjener samfundet ved at betale skat, vi tjener vor arbejdsgiver, vi tjener vores partner. Læg mærke til at tjeneste næsten er synonymt med kærlighed. Det er i hvert fald et integreret aspekt af kærlighed, for uden tjeneste er der ingen kærlighed. 

Uden tjeneste er kærlighed bare tom snak eller i bedste fald fine ord, det som poeter skriver om. En mand siger måske, han elsker sin kvinde, men hvis han aldrig gør noget for hende, hvis han aldrig viser sin kærlighed ved fx. at købe hende en buket blomster, hvad er så værdien af hans kærlighed? 

Hvis en kvinde siger, hun elsker sin mand, er hun også ivrig efter at behage ham. Hun laver hans ynglingsretter osv. Vi tjener med andre ord den, vi elsker. Denne trang til at tjene, er så stærk, at selv mennesker, der ingen har at elske og tjene, fx. ensomme mennesker eller gamle mennesker, der har mistet deres pårørende, ofte får fat i en kanariefugl eller en lille hund, de kan tjene.

De tjener fuglen ved at skifte sand i dens bur, give den frisk vand og mad, eller de lufter deres hund og samler dens efterladenskaber op i en plasticpose, og bruger halvdelen af deres pension på dyrlægeregninger. Dette er altsammen symptomer på den kærlighedsfulde tjeneste, der altid er manifesteret i det levende væsen. Selv hos dyr finder vi denne tendens manifesteret omend mere indskrænket. 

Og selv hos folk, der påstår, de ingen tjener, at de vil blæse på alt og alle, at de kun tænker på sig selv, og at de intet behov har for at elske nogen som helst, finder vi, at de stadig tjener. De tjener fx. deres krops behov - de er tvunget til det, eller de tjener sindets krav på ære og anseelse. Under alle omstændigheder tjener vi.

Når vi taler om tjeneste eller dharma i forbindelse med menneskeligt liv, bliver dharma ofte oversat  med ordet religion, fordi religion anses for essensen af menneskeligt liv, men religion kan ændre sig. En kristen kan blive ateist og omvendt, en hindu kan ændre sig og blive muslim osv. Tro kan med andre ord forandre sig, og derfor beskriver tro eller religion kun den midlertidige dharma, vi følger som mennesker. Den beskriver ikke den evige dharma eller den tjeneste, der er evig.

En bedre oversættelse af dharma finder vi i ordet pligt. Pligter er uløseligt forbundet med menneskeligt liv. Men vi har ikke de samme pligter. Vi har forskellige pligter i forholdt til den krop, vi befinder os i. I Vedaerne er der således beskrevet forskellige former for dharma alt efter hvilken krop, vi befinder os i. Der er dharma for kvinder, for mænd, for børn, for gamle, og for de forskellige mennesketyper og samfundsklasser.

Så der er to former for dharma eller eller typer af pligt forbundet med menneskeligt liv. Der er den dharma, vi har i forhold til vores krop, religion og kultur, og så er der den dharma, vi har som sjæl, dvs. den dharma, vi har i vor befriede tilstand. I det første tilfælde er den dharma, der er forbundet med kroppen, midlertidig, eftersom kroppen er midlertidig. Og den dharma, der er i forbindelse med sjælen, er evig, eftersom sjælen er evig, men I begge tilfælde er der tale om tjeneste, for tjeneste er, som Vedaerne påviser, den inderste essens ved vores eksistens. 

På den kropslige platform kommer denne tjeneste som sagt til udtryk på utallige måder. Her skelnes der igen mellem de pligter, vi er blevet givet af Gud, skrifterne og de hellige læremestre (dvs. de pligter vi er blevet ordineret af vores religion), og de pligter vi fabrikerer selv. Her udtaler Bhagavad Gita tydeligt, at hvis man lader hånt om at udføre den dharma, der i skrifterne er angivet for menneskeligt liv, og i stedet handler lunefuldt ved at fabrikere sine egne regler og foreskrifter, skal man ikke regne med at blive lykkelig hverken i dette eller det næste liv.

Hvis man følger sin dharma som menneske, leder det til lykke og velfærd i livet, og man vil gradvist blive promoteret til mere avancerede former for liv på de højere planetsystemer. Dvs. man kan blive til en halvgud, en siddha eller opnå andre former for ophøjet liv i det universelle heraki. 

Hvis man bryder med sin dharma (de foreskrevne pligter), og nægter at udføre de pligter, man forventes at udføre som menneske, vil man ikke alene skabe en helvedsagtig eksistens i dette liv både individuelt og kollektivt, men, hvis man insisterer på at vedblive at bryde den naturlige balance, vil man gradvist synke ned til de mest degraderede former for liv.

Essensen af alt liv er således tjeneste. Generelt kan man sige, at tjenesten kommer til udtryk gennem udførelsen af vore pligter, og alt efter vor status i livet - køn, alder, position, kultur osv. - har vi forskellige pligter at udføre. Disse pligter er yderst set blevet givet os af Gud, som de er foreskrevet i de forskellige religioner, så vi kan leve i harmoni i den materielle verden og gøre fremskridt i lykke og velfærd.

Men ud over den dharma, vi har som menneske, dvs. de forskellige pligter vi må udføre, og som vi desuden er nødt til at udføre, hvis vi vil gøre os håb om at leve en god eksistens i samklang med naturen liv efter liv, har vi som sjæl en evig dharma, der er konstant, og det er vores tjeneste til Krishna. I Vedaerne siges det, at sjælens oprindelige position er at være Krishnas evige tjener. 

Denne tjeneste udføres i sjælens befriede tilstand, efter at sjælen er blevet fritaget for nødvendigheden af at eksistere i et fysisk legeme, og den kommer til udtryk, ved at sjælen hengiver sig til Radha-Krishnas nydelse. Når det levende væsen ikke længere har ønsker om at nyde selviskt, dvs. når den ikke længere har lyst til at nyde uafhængigt af Krishna, tjener sjælen Krishna ved ubetinget at lade han sig nyde af Ham. Sjælen viser sin kærlighed til Krishna ved at tjene Ham.

Ved at tjene Krishna erfarer sjælen den højeste kærlighed, der er uden sorg og længsler og desuden uden ophør. Denne kærlighed til Krishna kan erfares, endnu mens sjælen befinder sig i en fysisk krop. Sjælens oprindelige kvaliteter af evighed, viden og glæde kan kultiveres allerede i dette liv. Man behøver ikke vente på at forlade sin krop. Metoden, til at lukke op for personens oprindelige kvalitet, den evige tjeneste til Krishna, der bor i hjertet på alle levende væsener, er simpelthen at påkalde den, at inderligt bede Krishna om den, og det gør man ved at recitere eller meditere på Hans navn, som i Hare Krishna mantraet:

Hare Krishna Hare Krishna Krishna Krishna Hare Hare, Hare Rama Hare Rama Rama Rama Hare Hare.

Ved at meditere på Krishnas navn, engagerer man sig i sin evige dharma, sin evige tjeneste til Krishna, og ens liv vil uden tvivl blive ophøjet. Dette er en sandhed, der kan erfares af enhver på tværs af alle trosforhold og kulturelle skel. Det er ikke engang et spørgsmål om at opgive dette eller hint eller på anden måde lægge sit liv om, man behøver blot at føje Krishna til sit liv. Det eneste, man behøver at gøre, er, at føje Krishna til det, man ellers går og laver, hvilket man som sagt kan gøre ved blot at recitere Hans navn, så vil ens eksistens gradvist blive renset, og man vil opnå den naturlige glæde, vi alle længes efter - som er det virkelige mål med selvrealisation og desuden det endelige mål i tilværelsen.