Konklusionen på al viden

Enhver kan opleve tre aspekter af virkeligeheden. I Bhagavad Gita beskrives de som kenderen, det kendte og kundskab - dvs. observanten, det der observeres og den metode gennem hvilket noget observeres. Vedanta udgør en arbejdsmodel, der gør det muligt at studere disse tre virkelighedsaspekter videnskabeligt. Vedanta siger, at enhver kundskabsmetode, der ikke på videnskabelig vis beskriver hele virkeligheden, tilhører uvidenhedens kategori.

Den i dag fremherskende metode til at indhente viden - den empiriske videnskab - definerer ikke hele virkeligheden, idet den kun beskæftiger sig med to virkelighedsaspekter - det der observeres, og metoden gennem hvilken det observeres. Den sidste og vigtigste del af virkeligheden nemlig selve observanten, lades der hånt om. Ifølge den toneangivende gren af den empiriske videnskab, som vi kan kalde Scientismen for at adskille den fra mere seriøse former for videnskabelig forskning, kan den totale virkelighed beskrives  udelukkende som materielle vekselvirkninger. Det er dog ikke lykkedes Scientismen at understøtte denne antagelse på videnskabelig vis, dvs. gennem eksperimenter og direkte observationer. Ikke desto mindre nægter Scientismens tilhængere at acceptere andre forklaringer. Selv forklaringer, der giver en mere konsistente og tilbundsgående forklaring på virkeligheden, som f.eks. Vedanta systemet, afvises på forhånd.

Vedanta opererer udfra præmisen, at enhver metode, der ikke skelner mellem observanten, det der observeres, og metoden til observation, ikke kan anses for kundskab men må henregnes til uvidenhedens kategori. Dette skal ses i forhold til materie og ånd (bevidsthed). Observanten eller sjælen er bevidsthed, og det, der observeres, er stof. Indenfor Scientismen skelner man ikke mellem observanten og det observerede, idet begge størrelser her anses for at tilhøre materien.

I Vedanta filosofien anses kenderen, eller observanten for ånd (bevdidsthed), og det kendte, eller det der observeres, kan enten være stof eller ånd. Kundskabsmetoden kan også være enten åndlig eller materiel, alt efter hvad bevidstheden er absorberet i at studere. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere sin bevidsthed, er det åndeligt. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere materien, er det materielt. Scientismen beskæftiger sig kun med det materielle, og fungerer ud fra antagelsen, at der ingen forskel er på kenderen og det der kendes, og at den eneste legitime kundskabsmetode er empirisk observation. Dette er i høj grad en selvpåtaget begrænsning, idet den kun tillader en at studere og forstå et ganske uvæsenligt udsnit af virkeligheden. Det vigtigste i enhver persons virkelighed er hans oplevelse af den. Det er helt uvæsentligt, hvordan molekyler og atomer farer rundt i nervebanerne, når man får en hammer over fingeren. Det væsentlige er den smerte, der opleves.

Tiden er et andet element, der bliver videnskabeligt beskrevet i Vedanta filosofien. Scientismens spekulationer vedrørende elementet tid, kan ikke siges at være videnskabelige, eftersom de ikke følger den vedtagede videnskabelige metode, dvs. opstillelsen af en hypotese, eksperimentering, og formuleringen af en konklusion. I stedet formulerer man konklusioner og tilpasser sine eksperimenter og hypoteser efter disse. Det er værd at lægge mærke til her, at man indenfor Scientismen har overtaget den Kirkelige opfattelse af tidselementet som en liniær størrelse, hvor man i Vedanta beskriver tiden som cyklisk.

 Vedanta giver mulighed for at studere tiden videnskabeligt. I forhold til tidselememntet kan bevidsthed ses som evig og materien som midlertidig. I samme forbindelse beskrives bevidsthed som viden og materien som uvidenhed - som man altså kan have viden om. I Sri Isopanisad beskrives det f.eks., at man samtidigt med kultiveringen af viden må kultivere kundskab om uvidenheden, for at kunne hæve sig over den.

Så ånd, eller bevidsthed, anses for viden, og materien anses for uvidenhed, eller sagt på en anden måde: bevidstheden er det gode, og materien er det onde.  I Vedanta opererer man ikke med begreberne godt og ondt. Man taler om viden og uvidenhed. Dette viser, at viden er evig og uvidenhed er midlertidig. MAO, det som indenfor Scientismen forherliges som foranderlig og tillempelig viden, bliver i Vedanta systemet klassificeret som uvidenhed. Kun viden om det, der er evigt, anses for rigtig kundskab i Vedanta filosofien. Dvs. at virkelig viden ikke forandrer sig. Virkelig viden er konstant.

Som vi kan se, henregnes hele denne verden til uvidenhedens kategori. Begyndelsen til al viden finder sted, når vi begynder, i det mindste teoretisk, at skelne mellem kroppen, sindet og selvet. Selvet er således observanten, der er placeret som i en maskine udgjort af materien. Observanten er jeg-fornemmelsen indeni kroppen, og den er konstant, og kroppen og sindet er foranderligt. Deraf kan vi forstå, at selvet er forskelligt fra kroppen og sindet. Denne viden er blevet vedligeholdt i det menneskelige samfund gennem discipelrækken, der har viderebragt kundskaben ned gennem tiderne, og som tilbyder mennesket en arbejdsmodel ved hjælp af hvilken, virkeligheden kan stadfæstes som den er.

I naturvidenskaben opererer man med et kundskabssystem, hvor man indhenter kundskab baseret på empirisk information, der tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op.

Men i den vediske videnskab kaldes den metode for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandrer sig ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden men uvidenhed. I virkeligheden er det ikke tingene, der forandrer sig. Tingene er som de er, men vores opfattelse af dem forandrer sig i forhold til den information, vi modtager om dem. Det er en mental tilstand, der i den vediske version henregnes under uvidenhed.

Man kan tale om relativ viden, men relativ viden kategoriseres yderst set som uvidenhed. Meget af det, som i naturvidenskaben hyldes som foranderlig, tilpassselig viden, er i virkeligheden blot uvidenhed, og beviset herpå, er, at man konstant bliver nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta invaliderer den forrige viden, så var den forrige viden ikke viden til at begynde med men uvidenhed, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, igen bliver revideret af den viden, man 'opdager' i morgen, så er det heller ikke viden men uvidenhed.

 En anden ting er, at metoden i Vaishnava religionen gør en i stand til at måle viden. Dette gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed.  Grundliggende siges det, at viden i godhedens kvalitet er, hvor man ser alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) indeni i kroppen. Man identificerer ikke et levende væsen med dets krop men ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Dette gør, at man ser sig selv og alle andre, uanset hvilken krop, de befinder sig i, som tilhørende den samme familie. Man ser, at Krishna er vores allesammens fælles ophav.

Viden i lidenskabens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som værende identiske med deres fysiske krop. Man idenficerer alle andre levende væsener med deres fysiske fremtoning. På den måde opstår racisme og klasseskel. Enheden mellem alle levende væsener går tabt, og man forsøger i stedet at skabe enhed og fællesskab gennem nation, samfund, familie, køn, klasse, klub eller omgangskreds.

Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder, at man ser sit arbejde som sit et og alt. Vi kender allesammen historien om manden, der går helt i spåner, fordi han bliver arbejdsløs. Ikke pga af pengene, men fordi han føler sig tilovers og værdiløs. En fodboldsspiller, ved hvordan man spiller fodbold - der er tale om viden, men hvis han identifcerer sig som fodboldspiller, er det viden i uvidenhedens kvalitet.

Eller en videnskabsmand ved måske en masse om sit speciale, men hvis han identificerer sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Hans arbejde beskriver ham.  Et andet og måske bedre eksempel på viden i uvidenhedens kvalitet er, når man fabrikerer bomber. Det kræver uden tvivl avanceret viden om elementerne og deres vekselvirkninger at fabrikere en atombombe, men eftersom resultatet er destruktivt, er der tale om viden i uvidenhedens kvalitet.

Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Alle levende væsener samt naturen er en blanding af disse tre kvaliteter. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle - evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse), for ikke at tale om når man helt lever for sit arbejde - des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet. Des mere ens viden er godhedens kvalitet des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, des mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og des mere bliver man således underlagt illusion.

Vaishnava religionen giver os formler til at forstå og adskille de fysiske, psykiske og åndelige planer. I den vediske metode (Vaishnava religionen) arbejder man med mange formler, gennem hvilke naturen kan observeres og forstås, som den er. Den vigtigste formel til at forstå naturen er formlen af naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed og hvordan de blander sig med de 24 materielle elementer.

At man ikke kan vide noget med sikkerhed om livets formål og sandheden om vores eksistens, er blot ateistisk propaganda, som desværre langt de fleste, selv folk der påstår sig at være religiøse, ligger under for.

Men Vedanta tilbyder en metode til at studere og forstå Gud, sjælen og naturen og komme frem til den absolutte sandhed. I dagens atmosfære bliver man mødt med stor mistro og fjendtlighed, hvis man ved det. Det hænger vel sammen med, at så mange misbruger religion og filosofi til deres egne selviske formål.

For at maximere ens nydelse i tilværelsen og minimere lidelsen bliver man nødt til at udvikle virkelig viden om naturen, så man kan handle på en sådan måde, at naturen samarbejder med én og opfylder ens ønsker, og når man er blevet træt af det efter mange, mange liv i sansenydelse, kan man begynde at blive renset for materiel besmittelse, og når man er blevet renset for materiel besmittelse, kan man begynde at gøre sig fri for sit falske ego, og når man er blevet fri for sit falske ego, kan man begynde at udvikle sin kærlighed til Krishna, og når man har udviklet sin kærlighed til Krishna, kan man vende tilbage til den åndelige verden og blive genetableret i sin oprindelige åndelige form og i den nyde evigt i leg med Krishna. Der er nok at tage fat på, og man kan aldrig nå til vejs ende, for eksistensen i den åndelige verden er evig ekspanderende glæde.

Dette er i kontrast til materiel glæde, dvs. nydelse der erfares gennem kroppen, og som altid afløses af sorg og lidelse eller ender med at blive kedelig.

Åndeligt liv er evigt ekspanderende. Det bliver aldrig kedeligt. Åndeligt liv er fri for dualiteten lykke-lidelse. I den materielle verden kan lykke kun forstås på baggrund af lidelse; i åndeligt liv bliver man gradvist fri for den materielle verdens dualitet og bliver genindsat i sin åndelige position. Menneskelivet er den eneste mulighed for sjælen at komme til indsigt om det håbløse i materielle bestræbelser, hvad enten de er gode eller onde, for de er under alle omstændigheder midlertidige, og derfor kan de aldrig tilfredsstille sjælen, der er evig og som derfor kræver evig tilfredsstillelse. Ateismen er skadelig, fordi den fjerner denne mulighed fra menneskelivet og afholder sjælen fra at opnå sit fulde potentiale.

Det er sandt, at alle levende væsener er målorienteret. Det kaldes i den vediske version at være knyttet til resulatatet af sit arbejde. Det højest opnåelige mål er at have kærlighed til Gud, for kun det mål kan fult ud tilfredsstille os, og det er også det eneste mål, der kan beskytte os mod den største fare.

Den største fare er, når man endelig har fået en menneskelig form, igen at falde ned i udviklingsforløbet i de 8.400.000 former for liv. Dette kaldes for åndeligt selvmord. Hvis man udelukkende lever for at sove, spise, parre sig og forsvare sig, selvom det så gøres på meget sofistikeret vis som menneske, hvor man spiser med kniv og gaffel, sover og parrer sig i en vandseng og forsvarer sig med missiler, så forspilder man den mulighed, man som menneske har for at opdage den absolutte sandhed og blive guddommelig.

Det eneste og virkelige formål med den menneskelig tilværelse, er at opdage og lære at kende den absolutte sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i en hvilken som helst livsart.

Denne kundskab er autoritativ, fordi den er understøttet af en intakt succesion af disciple eller åndelige mestre, og fordi den har basis i sastra - den vediske literatur, som er udsprunget fra den ældste og mest avancerede kultur i verden. Ingen kan blive en åndelig mester, dvs. professor i åndelig kundskab, uden først at have studeret som discipel under vejledning af en ægte åndelig mester, hvilket bl.a. indebærer at følge de regulerende principper for åndeligt liv.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)